Et nyt skoleår er i gang, og der er igen masser af kulturelle tilbud til folkeskoleeleverne i Jammerbugt Kommune.
Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget og Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune er nu klar med den fjerde udgave af kommunens tiltag ”Den Kulturelle Rygsæk”. Den Kulturelle Rygsæk er et unikt tilbud, som skal sikre, at alle folkeskoleelever i kommunen oplever inspirerende møder med kunst og kultur i løbet af deres skoletid.
Dette skoleårs kulturaktiviteter består af:
- 1. og 2. klasserne skal i Aalborg Teater og se forestillingen Pinocchio.
- Aalborg Symfoniorkester inviterer 3. og 5. klasserne til koncertoplevelser i Musikkens Hus’ store koncertsal.
- 4. klasserne skal en tur på Kunsten i Aalborg, hvor de skal høre om aktuelle udstillinger og også selv være kreative i Kunstens værksted.
- Jammerbugt Bibliotekerne giver 5. klasserne indblik i fantasy-genren med forfatterforedrag og genreundervisning.
- Nordkraft Bigband tager 6. klasse med til Bigband-land, hvor eleverne kommer til at få indblik i, hvor den popmusik, de måske ofte hører, egentlig udspringer fra.
- Museum for Papirkunst inviterer 7. klasserne indenfor til besøg og workshop.
- 8. klasse får undervisning i arkitektur på UTZON i Aalborg.
Samarbejde med kulturaktører og mellem de politiske udvalg skaber mulighederne
I samarbejde med en række kulturaktører får børn og unge mulighed for at møde kunst og kultur, som de måske ikke normalt møder. Gennem planlagte forløb af kulturelle tilbud, workshops og events får børnene dermed mulighed for at forstå, medvirke og deltage aktivt i kunst- og kulturlivets mangeartede oplevelser og muligheder.
Formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, fortæller, at Den Kulturelle Rygsæk skal give øget inspiration og vitalitet i skoledagen og samtidig give Jammerbugt Kommunes børn og unge mulighed for at opleve andre sider af fritidslivet, end de måske oftest har mulighed for.
”Eleverne bliver præsenteret for de forskellige kunstarter og for de forskellige steder, man kan opleve kunsten. Det er bestemt håbet, at vi kan åbne deres øjne for, hvad kulturen kan give en i livet”, fortæller Helle Bak Andreasen.
Susanne Møller Jensen, som er formand for Børne- & Familieudvalget, sætter stor pris på samarbejdet mellem de to politiske udvalg, da det giver en helt unik mulighed for skoleeleverne.
”Eleverne kommer både på besøg på kulturinstitutioner i Jammerbugt Kommune og i Aalborg Kommune, og samtidig er der læring i det, som spiller fint ind i pensum”, forklarer hun.
Se hele programmet for Den Kulturelle Rygsæk her: kulturel-rygsæk-22-23.pdf (jammerbugt.dk)