Kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen falder i 2021

Foto: Skattestyrelsen.

Skatterådet har i dag fastsat satserne for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse for 2021. Satserne falder til næste år. Som noget nyt har Skatterådet præciseret, at erhvervsmæssig brug af eget el-løbehjul kan godtgøres efter samme satser som brug af egen cykel eller knallert.

Skatterådet har i dag fastsat satserne for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse, der gælder for 2021. De mange pendlere, der hvert år får fradrag for transport mellem hjem og arbejdspladsen eller dem, der får godtgjort erhvervsmæssig kørsel i egen bil, vil opleve et lille fald i satserne til næste år.

-- annonce ---


– Når satserne kommer til at falde til næste år, skyldes det hovedsageligt, at vi forventer en lavere benzinpris i 2021, end vi forventede sidste år. Men det spiller også ind, at bilerne fortsat kører længere på literen, siger Jane Bolander, der er ny formand for Skatterådet.

Hvert efterår beregner Skatterådet satserne for det kommende år ud fra en vurdering af udgifterne til befordring med bil. Baggrunden for beregningerne af satserne for 2021 er blandt andet en benzinpris på 11,31 kr., hvor beregningen af satserne for 2020 tog udgangspunkt i en pris på 12,33 kr. pr. liter. I beregningerne indgår derudover også et skøn over omkostninger til bilens vedligeholdelse, forsikringer m.v. ved fastsættelsen af satserne.

Kørselsfradraget:

ÅrSats for kørsel ml. 25-120 kmSats for kørsel over 120 km
20201,96 kr. pr. km0,98 kr. pr. km
20211,90 kr. pr. km0,95 kr. pr. km

Reglerne for kørselsfradrag er uændrede, så der fortsat ikke er fradrag for de første 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde, og det gælder uanset hvilket transportmiddel, man bruger.

De pendlere, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet kørselsfradrag i yderkommuner, får ikke nedsat satsen ved kørsel ud over 120 km.

Læs mere på skat.dk/kørselsfradrag

Skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil:

ÅrFor de første 20.000 kmFor kørsel over 20.000 km
20203,52 kr. pr. km1,96 kr. pr. km
20213,44 kr. pr. km1,90 kr. pr. km

Skattefri befordringsgodtgørelse kan udbetales til medarbejdere, der kører erhvervsmæssigt i egen bil, forudsat, at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol hermed. Reglerne er uændrede.

Skattefri godtgørelse for kørsel på egen cykel, knallert eller el-løbehjul

Godtgørelse for at bruge egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter vil i 2021 fortsat udgøre 0,54 kr. pr. km. Skatterådet har som noget nyt præciseret, at erhvervsmæssig brug af eget el-løbehjul kan godtgøres efter samme sats.

– I takt med at brugen af el-løbehjul generelt er steget, er der opstået et behov for, at vi tager stilling til, hvordan den erhvervsmæssige brug af el-løbehjul kan godtgøres. Vi har derfor besluttet, at man kan bruge den samme sats til erhvervsmæssig brug af eget el-løbehjul, som kan bruges ved erhvervsmæssige brug af egen cykel og knallert, forklarer Jane Bolander. 

Skatterådet

Skatterådet er et kollegialt lægmandsorgan, der består af 19 medlemmer, som sammen behandler og træffer afgørelse i primært principielle anmodninger om bindende svar. Herudover fastsætter Skatterådet blandet andet forskellige skønssatser som fx satsen for kørselsfradraget eller befordringsgodtgørelse.