ForsidePandrupJammerbugtFC hentede 5. sejr i streg i Sønderjylland

JammerbugtFC hentede 5. sejr i streg i Sønderjylland

Det blev til femte sejr på stribe i denne sæsons 2. division, da Jammerbugt FC på udebane i Sønderjylland lørdag slog FC Sydvest med 3-2.

Faktisk kunne sejren have været større. Chancerne var til flere mål i løbet af kampen. Men tre scoringer var denne weekend nok til at få de tre point, hvilket cementerer Jammerbugt FC’s førerposition i rækken med maksimumpoint.


Det er i øvrigt den bedste sæsonstart Jammerbugt FC indtil nu har leveret, ligesom holdet ikke har tabt en divisionskamp i 2020 og, efter weekendens sejr, heller ikke har lidt nederlag på udebane i et år.

Med andre ord, så går det meget godt. Det gjorde det også lørdag i Sønderjylland, hvor Jammerbugt FC dog kom bagud 1-0 efter 25 minutters spil, da FC Sydvest sammensatte en hurtig omstilling og trods en tackling i første omgang fulgte godt op og sendte bolden i mål fra kanten af feltet.

En af de helt store styrker hos det nuværende Jammerbugt FC mandskab lader til at være et mentalt overskud og tro på tingene, kombineret med en villighed til at arbejde hårdt for hinanden. Det har kamp efter kamp udmøntet sig i godt fodboldspil, både defensivt og offensivt, og i sidste ende sejre på stribe.

Lørdag eftermiddag kom de blåblusede da også relativt hurtigt tilbage i opgøret. Blot fire minutter efter værterne havde bragt sig i front, svarede Jammerbugt FC igen med en udligning. Den lange centerforsvarer, Nikolaj Lyngø kom højest på et hjørnespark og headede flot bolden i kassen til 1-1.

Efter pausen sikrede Sead Gavranovic og Bardhec Bytyqi, at Jammerbugt FC tog en solid føring, inden FC Sydvest bed igen og reducerede til 2-3.

Jammerbugt FC bragte sig foran, da gode kombinationer og et indlæg resulterede i en løs bold i feltet. Den var Sead først på og kan sparkede den resolut i nettet.

10 minutter senere byggede Jammerbugt FC op igen og her endte Bardhec med at tage sagen i egen hånd og gå solo ved at sætte et par modstandere med et par lækre detaljer, inden den formstærke offensivspiller sendte bolden i det lange hjørne til 3-1.

Værternes reduceringsmål kom efter et frispark med 20 minutter tilbage på stadionuret. Det veleksekverede frispark blev sendt i panden på en FC Sydvest spiller og skabte fornyet tro hos hjemmeholdet, men Jammerbugt FC gav ikke mere væk og det endte dermed med en velfortjent sejr til de blå. Den femte på stribe.

Nu gælder det om at gøre klar til fredagens lokalbrag. Her kommer Thisted FC på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena. En kamp hvor formbarometret har det med at betyde mindre. Så der skal endnu engang fuldt fokus på opgaven og ærmerne skal smøges op.

FC Sydvest – Jammerbugt FC: 2-3 (1-1)
25’ 1-0 Martin Egelund, FC Sydvest
29’ 1-1 Nikolaj Lyngø, Jammerbugt FC
58’ 1-2 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC
68’ 1-3 Bardhec Bytyqi, Jammerbugt FC
70’ 2-3 Ardit Murati, FC Sydvest

Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Glenn Rask (Simon Jensen), Søren V. Pedersen, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen (Emil A. Nielsen) – Bardhec Bytyqi, Mathias Mortensen (Anders R. Jensen), Christian Rye, Sead Gavranovic (Max Møller) – Morten U. Thomsen, Lasse Storvang (Viktor Ahlmann). Ikke benyttet: Magnus Henningsen, Emil From.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER