Ny boldmaskine løfter træningen i Jetsmark Badmintonklub
Med støtte fra Lions Hvetbo og Norlys Vækstpulje har Jetsmark Badmintonklub købt et stærkt træningsværktøj til fremtidens træning.
Der var smil og stor begejstring i hallen, da Jetsmark Badmintonklub kunne fejre leveringen af en topmoderne boldmaskine, som fremover vil styrke klubbens træningsmuligheder betydeligt.
Ungdomsspillerne fik æren af at tage de første slag, da maskinen blev indviet til træning. Boldmaskinen gør det muligt at træne slag med høj præcision – og det kommer hele klubben til gode.
– Jeg er virkelig stolt over, at vi nu kan tilbyde vores medlemmer den her nye træningsmulighed. Sammen med vores dygtige trænere bliver det et vigtigt skridt for klubbens udvikling og kommer helt sikkert til at løfte træningen, fortæller klubbens nyvalgte formand, Rikke Lodberg.
Den nye boldmaskine er anskaffet med støtte fra Lions Hvetbo og Norlys Vækstpulje, som har gjort det muligt at realisere ønsket om endnu bedre træningsfaciliteter.
Teknisk er boldmaskinen udstyret med to skudhoveder, der styres via en tablet. Hvert hoved kan indstilles individuelt med hensyn til skudretning, frekvens og fart, hvilket gør det muligt at simulere alle slag over alt på banen fra clear og drop til smash.Selvom badmintonsæsonen nærmer sig sin afslutning, fortsætter de meget engagerede spillere med klubbens teknik- og fokustræning frem til juni – og her vil den nye maskine blive flittigt brugt.

