Jammerbugt FC og Sead Gavranovic fortsætter sammen op i NordicBet Liga

Sead Gavranovic
Sead Gavranovic Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt FC og Sead Gavranovic fortsætter sammen op i NordicBet Liga. Den erfarne offensivspiller har forlænget sin kontrakt med klubben med yderligere et år.

– Med det Sead har bidraget med i 2. division og den store andel han har i vores oprykning, er han en vigtig forlængelse for os. Sead betyder meget både på og uden for banen. Han har den rette indstilling til træning og kamp, og spiller i det hele taget en vigtig rolle for os. Jeg har trænet Sead i mange år og vi har et rigtig godt forhold til hinanden. Det glæder det mig, at vi har Sead med ombord det næste år også. Det sikrer os endnu mere kontinuitet i forhold til at fastholde den base, vi skal have, fortæller Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck om sin seneste forlængelse.


Sead selv har da heller ikke været i tvivl om, at han gerne vil fortsætte i den blå trøje. Dog har han måtte vende det hele en ekstra gang i forhold til at få både fodbold, familie og job til at spille sammen. Det er lykkedes for offensivspilleren.

– Mine overvejelser har ikke været så meget på det sportslige, da jeg naturligvis gerne vil med videre og være del af dette spændende projekt. Derimod har der været en masse overvejelser på det familiemæssige plan, hvor vi har skulle få det hele til at gå op i en højere enhed. Mere træning i den kommende sæson skal fungere med et lille barn og fuldtidsarbejde, så det er lige med at få enderne til at mødes. Men familien og jeg er kommet frem til, at jeg skulle fortsætte i den kommende sæson, hvilket jeg glæder mig utroligt meget til, forklarer Sead Gavranovic, der føler sig klar til de nye og større udfordringer, der venter efter sommerferien.

– Mine personlige forventninger er, at jeg kan fortsætte den kurve, jeg har haft de seneste sæsoner, og være en afgørende faktor for vores offensiv. Med både mål og assist. Jeg føler, at jeg er ved at ramme min bedste alder og periode i karrieren, og det vil jeg gerne forløse fuldt ud i den kommende sæson, forklarer Sead Gavranovic og drejer fokus over på holdet.

– Hvad holdet angår forventer jeg klart, at vi kan tage det næste skridt og bygge endnu mere på, og selvfølgelig skal vi ofre alt, hvad vi har, for at vi i første omgang kan etablere os i NordicBet Ligaen. Det bliver utroligt spændende, og jeg glæder mig som et lille barn til den kommende sæson, som kommer til at byde på mange udfordrende kampe og gode oplevelser.

Sead Gavranovic og Jammerbugt FC åbner sæsonen i landets næstbedste række på udebane mod Hvidovre lørdag d. 24. juli kl. 15.00.