Ifølge landsdækkende undersøgelse: Jammerbugt er en erhvervsvenlig kommune

Borgmester Mogens Christen Gade. Pressefoto


Dansk Industri har offentliggjort resultaterne af deres landsdækkende undersøgelse ”Lokal Erhvervsvenlighed 2022”, som vurderer kommunernes erhvervsvenlighed. Jammerbugt Kommune har ifølge undersøgelsen bl.a. udmærket sig inden for arbejdskraft, udbud, sagsbehandlingstider og kommunikation.

Erhvervsvenligheden i Jammerbugt Kommune er stigende

-- annonce ---


I Jammerbugt Kommune har 59 virksomheder været med i undersøgelsen. Virksomhederne kunne i undersøgelsen angive på en skala fra 1-5, hvor tilfredse de er med kommunens erhvervsvenlighed. Her scorer Jammerbugt Kommune et gennemsnit på 3,74, hvilket er en stigning i forhold til forrige års undersøgelse. 

Kvalificeret arbejdskraft er i fokus i Jammerbugt Kommune

Dansk Industris undersøgelse viser, at noget af det vigtigste for virksomhederne er, at kommunen har fokus på arbejdskraft. Og ifølge undersøgelsen er Jammerbugt Kommunes indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft forbedret. I forhold til 2021, hvor Jammerbugt Kommune fik en 58. plads blandt kommunerne, ligger Jammerbugt Kommune nu på en 36. plads.

”Kvalificeret arbejdskraft er et helt centralt fokus i dagens Danmark. Derfor er det også vigtigt, at vi som kommune gør noget. Dét viser Dansk Industris omfattende undersøgelse, at vi gør – og at vi således arbejder målrettet med det”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

Undersøgelsen viser desuden, at arbejdskraften i Jammerbugt Kommune har en stigende tendens i forhold til andelen af voksne, der har en uddannelse ud over grundskolen.

De private leverandører er tilfredse med udbudsprocessen i Jammerbugt Kommune

Virksomhederne i Jammerbugt Kommune er godt tilfredse med kommunes udbudsprocesser, herunder udbudsmateriale, tidsfrister og dialog. Virksomhederne er så tilfredse, at Jammerbugt Kommune her indtager en 10. plads blandt kommunerne.

”Det glæder mig, at Jammerbugt Kommune får så flot en placering på landsplan i forhold til denne kategori. At vi har en god udbudsproces – og at vi udbyder opgaver i kommunen, så private leverandører også har mulighed for at løse opgaverne – gør, at vi sikrer en højere kvalitet i de tilbud, borgerne får”, siger borgmester Mogens Christen Gade.

Jammerbugt Kommune indtager flotte placeringer på sagsbehandlingsområdet

Et andet resultat fra undersøgelsen omhandler virksomhedernes tilfredshed med Jammerbugt Kommunes sagsbehandling, og her opnår kommunen flotte placeringer:

  • 14. plads i forhold til at have en kompetent og effektiv sagsbehandling af byggesager.
  • 19. plads i forhold til at have en kompetent og effektiv sagsbehandling af virksomheders miljøforholdssager.
  • 14. plads i forhold til at have en kompetent og effektiv sagsbehandling af sygedagpengesager.

Tilfredsheden med samarbejdet med Jobcenter Jammerbugt er desuden steget. Jammerbugt Kommune er således gået fra en 45. plads i 2021 blandt kommunerne til nu en 14. plads.

Kommunikation og kontakt med virksomhederne

En del af Dansk Industris undersøgelse omhandler kommunikationen mellem virksomhederne og kommunen. 

”Vi har arbejdet målrettet på at styrke relationen mellem erhvervslivet og kommunen gennem dialog. Vi mener, det er vigtigt, at vi stiller os til rådighed for en dialog med erhvervslivet om, hvorvidt kommunen kan gøre mere eller andet for erhvervslivet, end vi gør i dag”, siger Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt Kommune, Anna Oosterhof.

Virksomhederne tilkendegiver, at de er meget tilfredse, og Jammerbugt Kommune får således også her flotte placeringer:

  • Dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere: Her får Jammerbugt Kommune en 14. plads blandt kommunerne.
  • Dialogen mellem erhvervslivet og kommunens embedsmænd: Her scorer Jammerbugt Kommune en 18. plads blandt kommunerne.
  • Kommunens formidling af væsentlig information til virksomheder: Her går Jammerbugt Kommune fra en 40. plads i 2021 til en 14. plads i år blandt kommunerne.
  • Tilfredshed med kommunens digitale erhvervsservice, herunder information på kommunens hjemmeside: Jammerbugt Kommune har forbedret sin placering blandt kommunerne med hele 36 pladser i denne kategori. Jammerbugt Kommune lancerede helt ny hjemmeside i efteråret 2021.

”I 2022 har vi hele året rundt haft fokus på at være i tæt dialog med Jammerbugtens mange private virksomheder for at tale om de udfordringer den enkelte virksomhed oplever. Det kan være alt fra digitalisering, arbejdskraft, infrastruktur og den grønne omstilling”, fortæller Anna Oosterhof.

Grøn omstilling og erhvervsgrunde

I forhold til netop den grønne omstilling tilkendegiver virksomhederne i Jammerbugt Kommune, at de oplever, at kommunen har et stigende fokus på grøn udvikling som eksempelvis prioritering af bæredygtige og grønne indkøb.

I øvrigt fremgår det af undersøgelsen, at virksomhederne i Jammerbugt Kommune oplever en stigende tilfredshed med Jammerbugt Kommunes sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling samt hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning. Her er kommunen gået fra en 62. plads blandt kommunerne til en 21. plads.