Tranum Klit Camping har fået denne skønne historie fra en af vores fastligger og vi har på Jammerbugtposten.dk fået lov at bringe den.
Min barndoms badestrand
Jeg er født i 1947 og opvokset på et husmandssted i Nørreøkse Kær nord for Halvrimmen.
Når det var varmt om sommeren, var det dejligt at komme en tur til stranden.
De første mange år var det på cykel, jeg sad for det meste på det hjemmelavede træsæde, der var monteret på stangen af fars cykel. Der var 13 km til det, der i dag hedder Ejstrup strand.
Men vi kendte det kun under navnet ”den gule strand”. Forklaring: dengang måtte man ikke køre i sin gulpladebil om søndagen, men stranden her var så afsides, at man ikke regnede med, at det blev kontrolleret.
Meget af vejen var grusvej, og først i sidste halvdel af halvtredserne begyndte man at støbe den betonvej, som mange fejlagtig kalder ”tyskervejen”.
Den daværende Tranum Kommune var ikke så velhavende, så man lod arbejdsløse hente ral ved stranden og blande det til beton, som så blev lagt ud i store støbekasser.
Når betonen var hærdet, blev kasserne fjernet, og rillerne i vejen fyldt med asfalt. Det var en stor forbedring i forhold til grusvejen, og det var dejligt at køre på i modsætning til nu, hvor vejen er gammel og slidt.
Senere kørte vi af og til til stranden med hestevogn for at hente ral til støbning i stald eller lade, eller vi fik en vognmand fra Halvrimmen til at køre, og så hjalp vi med at læsse med skovl.
Jeg husker engang, vi var ved stranden i godt vejr, men pludselig trak det op til torden, hvilket min mor ikke var glad for. Vi kom hurtigt på cyklerne og skyndte os af sted. Men vi nåede kun lidt forbi plantagen, før det begyndte at styrtregne og tordne, så vi kørte hurtigt hen til et lille husmandssted, hvor vi fik lov at komme i tørvejr, indtil regnen var forbi. Stedet eksisterer ikke mere, det er nok blevet raget ned.
Vi var alle glade for at bade (bortset fra min mor). Jeg lærte mig selv at svømme med hjælp fra min far, der som ung havde lært at svømme i Ryå. I starten brugte vi af og til en gummislange fra et hjul til at holde os oppe.
I 1960 skete der noget nyt ca 1 kilometer fra stranden: der blev lavet en campingplads, i dag Tranum Klit Camping, 60 års jubilæum i 2020. Tæt ved vejen blev der bygget en lille rødstensbygning med toiletter og udendørs vaskekummer, der var under et halvtag; det var starten på den nuværende gamle servicebygning.
Pladsen blev bestyret af ejeren af den lille gård på den anden side af vejen, hvor der også var en ishytte. Så vidt jeg husker, hed han Carl Imer. Gården er for længst væk.
For mere end 50 år siden havde vi et par overnatninger på plads 11. Det har været en stor fornøjelse for mig og Kirsten, at vi i 2019 startede med en fastliggerplads, første år en forsæson, og i 2020 hele sommeren, og vi glæder os nu til at tage hul på sæson 2021.
Når vi i dag nyder den skønne natur og hører regnspovernes triller om foråret, mindes jeg, at de efter høhøsten dukkede op på vores marker for at fouragere. Men så snart jagttiden startede, var de væk.
Da jeg hørte dem i foråret 2019, kunne jeg ikke lige genkende lyden, men det skyldes, at de har andre kaldelyde, når de er på ynglepladsen, end når de har forladt den.
Dette er skrevet ud fra min hukommelse, og jeg kan selvfølgelig have glemt noget eller husket forkert. Jeg vil altid gerne snakke med andre, der har oplysninger eller minder fra stedet, også rettelser, hvis jeg har husket forkert.
Henning Agesen, plads 31.