Forslag til ny Pædagogisk Fritidspolitik i Jammerbugt
Børne- og Familieudvalget skal på møde den 23. september 2024 drøfte forslag til Pædagogisk Fritidspolitik med henblik på, at forslaget sendes i høring ved høringsparterne i perioden fra den 24. september til den 24. oktober 2024. Høringsparterne er skolebestyrelser, Ungepanelet, LokalMED-udvalg, de faglige organisationer samt Kultur-, Fritids og Landdistriksudvalget.
Sagsbeskrivelse
Da Jammerbugt Kommune i februar 2020 fik godkendt en ny skolepolitik, blev det i den forbindelse besluttet, at der skulle udarbejdes en særskilt politik for det pædagogiske fritidsområde. Det pædagogiske fritidsområde defineres som, de fritidstilbud, der finder sted i regi af de kommunale fritidstilbud under SFO og Ungdomsskolen. Den pædagogiske del af fritidslivet er en vigtig andel af børnenes hverdag, læring og dannelse, hvorfor området fortjener et særskilt fokus og visionært løft, som vil være formålet med en ny Pædagogisk Fritidspolitik.
Den Pædagogiske Fritidspolitik skal være fundamentet for de kommunale skolefritidsordninger, ungdomsskole/klubber, øvrige fritidsrelaterede aktiviteter m.fl. Den skal understøtte retningen og tankerne for vores fælles mål og ønsker for fritidsområdet gældende for alle dem, hvis praksis handler om at skabe meningsfulde og robuste børnefællesskaber. Den nye Pædagogiske Fritidspolitik vil naturligt skulle hænge sammen med og drage paralleller til både Skolepolitikken såvel som Den Sammenhængende Børne- og Ungepolitik. Dette for at skabe en fælles retning i det politiske og forvaltningsmæssige arbejde, om end der stadig vil være forskellige muligheder og forskelle alt efter aktivitet eller tilbud.
Det har været en fælles indsats at formulere en pædagogisk fritidspolitik og en bred vifte af medarbejdere, børn, forældre, samarbejdspartnere har siden november 2023 bidraget med input, viden og perspektiver til udarbejdelsen af den pædagogiske fritidspolitik. Forløbet startede ud med et fælles kick off for ledere, skolebestyrelser, Ungdomsskolens bestyrelse, ForvaltningsMED, de politiske udvalg, relevante medarbejdere og ledere fra Kultur, Fritids- og Landdistriktsafdelingen, Ungepanelet samt de faglige organisationer. Der var oplæg fra Aarhus Universitet og Center for Ungdomsstudier under overskrifterne ” Fritidspædagogen som social brobygger i legende og aktivitetsbårne børne- og ungefællesskaber” og “Fritids- og ungdomspædagogiske tilbud – en perle i det danske samfund med ubenyttede potentialer.” Med afsæt i input fra kick off er der sket inddragelse af børn og forældre i SFO’erne gennem interview og survey, samt børn og unge i ungdomsklubberne og ungepanelet.
Der har været nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for SFO/SI-lederne, leder af Ungdomsskolen, leder af Familiecentret, repræsentanter fra ForvaltningsMED samt konsulenter på dagtilbuds- og skoleområdet, der har gennemgået alle de mange input og gennem gode drøftelser nået frem til formuleringen af vision, værdier, temaer og pejlemærker i politikken. Dertil har der været fokus på at knytte meningsfulde citater og vidensinput på de enkelte temaer.
- Mangfoldige fællesskaber
- Involvering skaber trivsel
- Tryghed til udvikling
- Et sundt pædagogisk miljø for alle
Udkast til den Pædagogiske Fritidspolitik har været drøftet i ForvaltningsMED, hvor medarbejdersiden har indsendt kommentarer. Disse er gennemgået og hvor muligt indarbejdet i det endelige høringsudkast. Det endelige høringsudkast sendes nu i høring hos høringsparterne, for at sikre den brede inddragelse i den endelige politik.
Tidsplan
24. september til 24. oktober 2024: Høringsperiode
2. november 2024: Indstilling om godkendelse af Pædagogisk Fritidspolitik i Børne- og Familieudvalget
13. november 2024: Indstilling om godkendelse af Pædagogisk Fritidspolitik i Økonomiudvalget
21. november 2024: Godkendelse af Pædagogisk Fritidspolitik i Kommunalbestyrelsen
Høring/borger- og brugerinvolvering
Den Pædagogiske Fritidspolitik sendes i høring ved høringsparterne i perioden fra den 24. september til den 24. oktober 2024. Høringsparterne er skolebestyrelser, Ungepanelet, LokalMED-udvalg, de faglige organisationer samt Kultur-, Fritids og Landdistriksudvalget.
Indstilling: Børne- og Familiedirektøren indstiller til Børne- og Familieudvalget, at udkast til Pædagogisk Fritidspolitik sendes i høring ved skolebestyrelser, Ungepanelet, LokalMED-udvalg, de faglige organisationer samt Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i perioden fra den 24. september til den 24. oktober 2024.