Grundlovsceremoni for nye statsborgere

To af de nye danske statsborgere, deres pårørende og Mogens Gade
Print Friendly, PDF & Email

Ad to omgange inviterede Jammerbugt Kommune 11. marts 2021 til Grundlovsceremoni for at byde i alt fire nye danske statsborgere velkommen.

For at få dansk statsborgerskab skal en borger nemlig medvirke i en ceremoni i sin bopælskommune. Her skal borgeren erklære, at ”denne vil overholde Danmarks Riges Grundlov og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati”.

En stor dag

Grundlovsceremonien blev for første gang afholdt i Jammerbugt Kommune sidste år, hvor ti nye statsborgere deltog. Og ligesom sidste års grundlovsceremoni bar dette års ceremoni præg af en højtidelig og god stemning. Flaget var hejst ved rådhuset i Aabybro, og de nye danske statsborgere og deres pårørende var spændte og i godt humør.

“Ligesom sidste år havde vi i år fornøjelsen af at være værter ved en grundlovsceremoni. Igen i år var det en god og glædesfyldt ceremoni, hvor vi fik mulighed for at tage godt imod de nye danske statsborgere her i kommunen – og give dem en lykønskning med på vejen”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

Ceremonien startede med, at borgmesteren bød velkommen med en tale. I talen fremhævede han de danske værdier og det danske fællesskab, som de nye danske statsborgere er en del af – også selvom de ikke har deres oprindelige rødder i landet. At have rødder ét sted betyder ikke, at man ikke kan flytte sig og slå rødder et nyt sted og have hjemme her.

Efter den indledende tale var det tid til, at de nye danske statsborgere én efter én underskrev deres medbragte erklæring, hvorefter borgmesteren også skrev under og sagde tillykke. De øvrige tilstedeværende sørgede for at give en klapsalve efter hver af de formelle seancer. De nye danske statsborgere fik også overrakt en lille gave til minde om begivenheden.

Bagefter den formelle del af ceremonien var der lidt til ganen, hvor de tilstedeværende ønskede hinanden tillykke, fik en lille snak med hinanden og borgmesteren og tog billeder for at have minder fra den store dag.