Fra i dag kan du købe fyrværkeri: Sådan undgår du skadestuen nytårsaften

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Hvert år er der flere, der kommer til skade, når det nye år skydes ind med fyrværkeri. Med sund fornuft og et par enkle huskeregler kan du heldigvis blive fri for at tilbringe nytårsaften på skadestuen.

Fra i dag kan du købe fyrværkeri, så du er klar til at skyde det nye år ind. Og der er god grund til passe på sig selv og hinanden, når himlen oplyses af det flotte fyrværkeri.

Selvom antallet af fyrværkeriskader har været faldende de senere år, er der fortsat mange, der kommer til skade, når de tænder lunten på fyrværkeriet.

Her spiller kombinationen af alkohol og fyrværkeri en væsentlig rolle.

”Selvom vi alle godt ved, at fyrværkeri er farligt, og at man skal være opmærksom, når man skyder det nye år ind, ser vi desværre flere ulykker hvert år, hvor sikkerheden er blevet tilsidesat. Ofte fordi man er i festligt lag og måske har fået lidt for meget champagne,” siger Maria Bitsch, skadechef for person- og specialskade i Alm. Brand.

Fingre og øjne er hårdest ramt
Sidste år modtog Alm. Brand flere anmeldelser fra kunder, hvor særligt hænder og øjne stod for skud.

”Mange af skaderne sker, fordi man har en lidt for høj promille, og fyrværkeriet ikke bliver tændt og affyret korrekt, eller fordi det er defekt. Som altid gælder det om at passe på og aldrig at gå tilbage til en fuser. Og selvom man ikke selv affyrer fyrværkeriet, skal man være opmærksom, så festen ikke slutter med et brag,” siger Maria Bitsch.

Sådan får du en sikker nytårsaften

  • Husk altid sikkerhedsbriller.
  • Hold afstand til fyrværkeriet.
  • Hold aldrig fyrværkeri i hånden.
  • Sæt aldrig fyrværkeriet i en flaske fra middagen. Sørg for at brug et ordentligt rør, der sidder godt fast i jorden.
  • Tjek vejret og vindretningen, inden du antænder raketten.
  • Hold god afstand fra beboelse, når du fyrer af.
  • Gå aldrig tilbage til en fuser.