ForsideAndetFire ud af fem er uopmærksomme bag rattet

Fire ud af fem er uopmærksomme bag rattet

Sociale medier, indtagelse af mad og drikke, GPS-skærme, der er mange ting, der kan forstyrre i trafikken, og fire ud af fem danskere indrømmer, at de udfører andre aktiviteter, end blot at køre bil, når de sætter sig bag rattet. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige.

”Kør bil, når du kører bil” lyder det fra Rådet for Sikker Trafik og Rigspolitiet, og der er god grund til at sprede det budskab.    


En undersøgelse af Kantar Gallup for Gjensidige viser, at hver tredje dansker har læst eller sendt beskeder fra deres telefon under kørsel, mens også hver fjerde har skiftet musik ved hjælp af telefonen på ulovlig vis. Alt i alt er det fire ud af fem bilister, der laver andre ting, end at køre bil, når de begiver sig ud i trafikken.   

“Det er helt centralt, at vi kan have tillid til hinanden i trafikken, og derfor skal opmærksomheden altid rettes mod vejen, ikke telefonen”, lyder det fra Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige, der uddyber:   

”Alle trafikanter har et stort ansvar for at have opmærksomheden rettet mod vejen. Antallet af ulykker, der er relaterede til uopmærksomhed, er bekymrende højt, og man risikerer at forårsage store skader på sig selv og sine medtrafikanter, hvis man ikke holder fokus på det væsentlige – nemlig trafikken,” siger Henrik Sagild.  

Uopmærksomhed koster dyrt   

Danskerne holder sig desværre ikke kun til at sende og læse beskeder bag rattet. Undersøgelsen viser nemlig også, at hver fjerde dansker på anden måde har brugt telefonen under kørsel, eksempelvis ved at surfe på intranettet, læse e-aviser og andet. Ifølge Rigspolitiet er uopmærksomhed den afgørende faktor i en tredjedel af alle trafikulykker, hvilket har fået dem til at skærpe straffen for brug af håndholdt telefon under kørsel.    

”Det er i alles interesse, at vi får færre trafikulykker, og jeg håber, at en et øget fokus på problemstillingen vil gøre, at flere tænker sig om en ekstra gang og lader telefonen blive i lommen, når de kører bil,” siger Henrik Sagild. 

Politiet øgede i 2019 bødetaksten for brug af håndholdt mobiltelefon i trafikken til 2000 kr. og et klip i kørekortet.   

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige blandt 1673 repræsentativt udvalgte danskere i september 2020. 

Har du gjort en eller flere af følgende ting mens du kørte bil? 

  • Lagt makeup 1% 
  • Spist mad 53% 
  • Drukket kaffe eller andre drikkevarer 67% 
  • Sendt eller læst SMS 29% 
  • Tjekket sociale medier 9% 
  • Skiftet musik på telefonen 26% 
  • Betjent GPS mens bilen var i bevægelse 51% 
  • På anden måde brugt telefonen håndboldt under kørsel 26% 
  • På en anden måde gjort noget, der fjernede min opmærksomhed fra kørslen 29% 
  • Andet, notér 2% 
  • Ingen af ovenstående 17% 
  • Ved ikke/Ønsker ikke at svare 1% 
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER