Jammerbugt FC sendt ud af pokalen

JammerbugtFC
Foto: JammerbugtFC Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

Det var et tændt Jammerbugt FC mandskab, der startede som lyn og torden i den udsatte pokalkamp hjemme mod Holstebro. Desværre løb luften af ballonen til sidst.

De blåblusede havde ovenpå endnu en corona-pause set frem til igen at skulle i kamp og det skinnede tydeligt igennem, da der onsdag aften blev fløjtet op til pokalbold på kunstgræsbanen.


Med et højt og energisk pres blev der hurtigt skabt målchancer og allerede efter 10 minutter stod det 1-0 til hjemmeholdet. 1-0 målet blev sat ind af Viktor Ahlmann, der fangede gæsternes keeper ude af målet og køligt loppede læderet i nettet til en tidlig føring.

Denne føring blev udbygget godt 20 minutter senere, da Sead Gavranovic fra kanten af feltet hamrede bolden i nettaget med sin venstrestøvle. Med 2-0 og totalt spilovertag så det ud til, at Jammerbugt FC trods en længere ufrivillig fodboldpause fortsatte, hvor de slap.

De blåblusede skabte flere gode chancer til at udbygge føringen og sad på spillet i stort set hele 1. halvleg, hvor gæsterne ikke blev levnet mange målchancer. Faktisk var det første gang, da Holstebro sekunder før pausefløjtet fik tilkendt et straffespark, som de sikkert vekslede til en 1-2 reducering.

Det var et dumt tidspunkt, og det gav gæsterne en livline med ind til 2. halvleg. De udnyttede Holstebro til fulde med en flot udligning kort efter pausen. Få minutter senere svarede Jammerbugt FC dog godt igen og bragte sig på ny i front. Det blev 3-2 på et mål af Max Møller, som efter et veludført angreb resolut satte bolden i mål ved den fjerne stolpe.

Kampen havde dog pludselig ændret karakter fra total Jammerbugt FC dominans til at være et åbent opgør, hvor alt kunne ske. Efter 3-2 målet fik Jammerbugt FC imidlertid ro på opgøret igen og virkede til at kunne kontrollere kampen hjem.

Men sådan gik det desværre ikke. Personlige fejl sneg sig ind. Pludselig stod det 3-3, og i kampens afsluttende fase lykkedes det Holstebro at fuldføre det ultimative comeback og score til 4-3. Det endte således i en stor skuffelse og pokalexit for hjemmeholdet, der ellers havde sprudlet og nydt at være tilbage på fodboldbanen igen, ikke mindst i kampens første halvdel.

Nederlaget, som var årets første, satte dermed et ærgerligt punktum for et ellers noget nær perfekt fodboldår for Jammerbugt FC. I stedet for et opgør mod Superligaholdet Randers FC i næste pokalrunde, venter i stedet juleferie, inden 2. division igen kalder i det nye år.

Jammerbugt FC – Holstebro: 3-4 (2-1)
1-0 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC
2-0 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC
2-1 Rasmus Strangholt, Holstebro
2-2 Andres Kiilerich, Holstebro
3-2 Max Møller, Jammerbugt FC
3-3 Lasse Lilbæk, Holstebro
3-4 Anders Iversen, Holstebro

Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Glenn Rask (Michael Stokbro), Nicolaj Lyngø (Emil A. Nielsen), Simon Jensen, Mads Larsen – Max Møller (Bardhec Bytyqi), Christian Rye, Anders R. Jensen (Andreas Bruhn Christensen), Sead Gavranovic – Viktor Ahlmann, Lasse Storvang (Morten U. Thomsen). Ikke benyttet: Magnus Nielsen, Martin Rom Nielsen.