Dyrlægens råd: Sådan rejser du trygt på ferie med dit kæledyr

Arkivfoto Foto: AniCura
Print Friendly, PDF & Email

Dyrlægens råd: Sådan rejser du trygt på ferie med dit kæledyr

Det er blevet populært at medbringe kæledyr på ferier, viser tendensen hos en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler AniCura. I den forbindelse er det vigtigt at få vaccineret sin hund i god tid, ligesom der også er flere retningslinjer og rejsekrav, kæledyrsejere bør undersøge grundigt inden afrejse, lyder anbefalingen.


Inden længe søger rejselystne danskere mod udenlandske himmelstrøg, når sommerferien står for døren, og i mange tilfælde får kæledyret ligesom resten af familien lov til at boltre sig i fjerne omgivelser. Ifølge en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler AniCura er det nemlig blevet populært at tage hunden med på ferie i udlandet. 

– Vi oplever lige nu, at særdeles mange kæledyrsejere efterspørger retningslinjer i forhold til at medbringe hunde på ferier, og meget tyder altså på, at danskerne gerne vil have kæledyret med på sommerrejsen. Hvis din hund skal med til udlandet, er det vigtigt, at du grundigt undersøger, hvilke krav der er gældende i det land, du rejser til, da det kan variere fra land til land, siger chefdyrlæge hos AniCura Københavns Dyrehospital Anders Jensen.

Noget af det første hundeejere bør være opmærksomme på, inden de booker sommerferie i udlandet, er ifølge chefdyrlægen at sikre, at kæledyret kan nå at blive vaccineret inden afrejse. I de fleste europæiske lande er det nemlig et lovkrav, at hunde er vaccineret minimum 21 dage før udrejse fra Danmark.

– Hvis du gerne vil have din hund med til et EU-land, skal hunden være vaccineret for rabies mindst tre uger før ankomsten til udlandet. Derfor bør du allerede nu bestille en tid hos en dyrlæge, da antallet af bookinger hos dyrehospitaler formentlig kun vil stige i den kommende tid, forklarer Anders Jensen.

Foruden vaccination er det også lovpligtigt for hunde, der rejser til udlandet, at have et gyldigt ID-mærke, ligesom det i EU-lande er et krav, at hunde har et gyldigt EU-selskabsdyrpas, hvilket kan udstedes af en dyrlæge.

Det er dog ikke kun før afrejsen, at kæledyrsejere skal være særligt opmærksomme. Det gælder ikke mindst også under ferieopholdet, da der er stigende risiko, for at hunde bliver smittet med udenlandske og potentielt farlige sygdomme, så snart kæledyr krydser landegrænser.

– I mange europæiske lande kan din hund risikere at blive smittet med forskellige sygdomme, som ofte forårsages af parasitter såsom leishmaniasis-parasitten, der er særlig aktiv i Spanien, Frankrig og Grækenland. Derudover er der i hele Europa lige nu et stort antal aktive flåter, som kan bære på forskellige sygdomme, så uanset hvor du rejser hen, bør du holde godt øje med hunden både under og efter rejsen, afslutter Anders Jensen og tilføjer, at man altid bør kontakte sin dyrlæge ved den mindste tvivl.

Pas på varmen
Hvad end du søger mod sydens sol eller sommerhusidyl i Norden, er 20 til 25 grader som regel nok til, at hunde kan få hedeslag. For at beskytte din hund er det derfor vigtigt, at det firbenede familiemedlem altid har adgang til vand og mulighed for at opholde sig i skygge.

– De fleste danskere opholder sig mange timer i solen om sommeren, og for både hunde og mennesker kan det i værste fald medføre hedeslag. Uanset hvor du rejser hen, er det derfor afgørende, at din hund altid kan finde skygge for at undgå at blive overophedet, ligesom hunden også altid skal have adgang til frisk vand. Samtidig kan du med fordel vente med at lufte hunden til først eller sidst på dagen, når temperaturen er lavere, afslutter Anders Jensen.

Du kan finde mere information om udlandsrejser med kæledyr på foedevarestyrelsen.dk, ligesom du også kan downloade AniCura-appen, hvor du let kan komme i direkte kontakt med en dyrlæge.

Dette skal du huske at få styr på:
-Husk at vaccinere din hund mindst 21 dage inden afrejse
-Husk identifikationspapirer på din hund i form af et EU-selskabsdyrpas
-Sørg for, at din hund er lovligt ID-mærket med en mikrochip
-Pas på smitsomme sygdomme, og hold derfor øje med din hund under og efter udlandsferien
-Husk at få styr på din hundeforsikring inden afrejse
-Undersøg, om du må medbringe hunde til din feriedestination. Dette kan variere fra land til land, ligesom det også afhænger af, hvilken hunderacer du ønsker at medbringe. 

LÆS OGSÅ: Kulturskolen i Jammerbugt blæser på det hele

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn