Der er behov for handling for at bevare vores busforbindelser

Lektor Peter Thellufsen Pedersen, kandidat for Liberal Alliance i Jammerbugt til KV2025, Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Der er behov for handling for at bevare vores busforbindelser

Af Lektor Peter Thellufsen Pedersen, kandidat til KV25 for Liberal Alliance Jammerbugt

Tak til Christian Hem for at besvare mit seneste indlæg, og oveni købet indbyde til fremtidigt samarbejde. Skulle vi i LA være så heldige, at borgerne giver os plads i kommunalbestyrelsen til næste kommunalvalg, vil vi naturligvis gerne indgå i samarbejde om borgerlig-liberal politik. Så må vi se, om Venstre i Jammerbugt vil til at føre borgerlig-liberal politik, eller om man fortsætter som nu.

Jeg vil også gerne starte mit indlæg med at undskylde for at have bragt forkerte oplysninger i mit seneste indlæg om busrute 70. Jeg var blevet informeret om, at der IKKE blev et stoppested for 970X bussen ved Birkelse. Jeg beklager at jeg fik påstået andet.

Det ændrer dog ikke ved det faktum, at et enkelt busstoppested i udkanten af Birkelse, vil få stor betydning for mange af byens borgere. Der er ganske rigtigt ”kun” 450 meter ind til Gl. Landevej, men det vil for mange af byens borgere betyde at der er endnu længere. 

Herudover vil det være en katastrofe for borgerne i Ryå, som om nogen bliver glemt i denne ligning. Det vil reelt være umuligt at gå til offentlig transport hvis man er bosat i Ryå, og det vil simpelthen betyde afvikling af dette lille hyggelige, naturskønne område. Hvilke børnefamilier vil flytte deres børn til en by, hvor der ikke kører en bus til skole eller ungdomsuddannelse?

Christian Hem vil have os til at forstå, at det altså er regionen og ikke kommunen der står for denne beslutning. Jeg gad godt vide om ikke Region Nordjylland og NT ville lytte til en indstilling fra Teknik- og Miljøudvalget, hvis man argumenterede imod lukningen af rute 70. Det finder vi nok aldrig ud af, for TMU har ikke kæmpet imod beslutningen, og det er jo nok fordi Christian Hem som formand er ganske godt tilfreds med lukningen af ruten.

Det kan jo undre mig, og sikkert også borgerne i Jammerbugt, hvorfor vi dog skulle møde op til et dialogmøde om emnet, når beslutningen allerede er truffet hen over hovederne på os? En beslutning som bestyrelsen i NT, hvor Christian Hem i øvrigt også sidder, har truffet.

Man kan jo kalde det hvad man vil, men jeg forholder mig bare til virkeligheden: det er en spareøvelse. Om pengene kommer fra den ene kasse eller den anden kasse, tror jeg man skal have siddet som politiker længe for virkelig at gå op i. For os almindelige mennesker kommer bare til at føle konsekvenserne. De små busforbindelser er hvad der binder vores geografisk relativt store kommune sammen. Konsekvenserne hvis man lukker dem er åbenlyse.

1 KOMMENTAR

  1. Kære Peter Thellufsen Pedersen

    Jeg er helt enig i dine betragtninger, Jeg har selv skrevet et indslag om netop samme emne, problemet er at de som sidder og beslutter åbenbart ikke selv kører i offentlige busser. Christian Hem skriver; hurtigt fra punkt A til B, hvem er det der skal have den service? Xbusserne samler jo ikke passagerer op på landevejen mellem Thisted og Aalborg, med mindre der er stoppesteder. Det gør linie 70. så alle kan komme med bussen, og af den igen, hvor de vil, også de, som ikke bor tæt på et stoppested. Er det netop ikke xbusserne der oftest kører tomme i regionen?

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn