Badesæsonen er slut for i år: Mange redningsaktioner i historisk våd og blæsende badesæson

Livredderne på Blokhus Strand. Foto: TrygFonden Kystlivredning
Print Friendly, PDF & Email

Badesæsonen er slut for i år: Mange redningsaktioner i historisk våd og blæsende badesæson

I går aftes lukkede livredderne fra TrygFonden Kystlivredning livreddertårnene for sidste gang i år – dog måtte Blokhus Strand undvære tårnet i den sidste uge. Juli blev en kølig og våd omgang med få gode stranddage, men selvom der var langt færre mennesker på strandene end normalt, så måtte livredderne alligevel i aktion hele 28 gange, hvor det blev vurderet, at der var liv på spil. Hovedårsagen var den kraftige vind, der gennem hele sæsonen skabte farlige badeforhold på mange af strandene.

Aktionstallet på badesæsonen 2023 i Blokhus var 1 livreddende aktion, 17 førstehjælpsaktioner, 97 forebyggende aktioner og 1.488 oplysende indsatser

Den kommende uge ser tør og solrig ud, så hvis man skal i vandet, opfordrer livredderne til, at man altid bader flere sammen og er opmærksom på vinden.

Det flotte sommervejr i juni fik en ende, netop da skoleeleverne gik på sommerferie, og livreddertårnene åbnede. Og efter otte uger på strandene kan livredderne nu lukke ned efter en sæson, der har budt på mere regn og blæst end solskin. Vejret taget i betragtning har der dog været meget at gøre for livredderne, for vinden har skabt farlige situationer for både de badende og for personer på stand up paddle boards og andre typer boards.

De foreløbige tal fra TrygFonden Kystlivredning viser, at livredderne i år har gennemført 49.028 indsatser, hvoraf de 28 aktioner har involveret personer i livsfare.

– Sammenlignet med de tidligere år er denne sommers 28 aktioner, hvor livredderne har vurderet, at personer var i livsfare, usædvanligt mange. Det er samme antal aktioner, som vi normalt ser på en sæson med langt flere badedage. De almindelige førstehjælpsindsatser, som fx at hjælpe badegæster med snitsår i foden eller behandle skader efter møde med en brandmand, er samtidig halveret i forhold til en gennemsnitlig sommer. Det er en klar indikation på, at der har været langt færre mennesker på strandene i år, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning. Han fortsætter:

– Vinden skal man altid være opmærksom på, når man bader. Du kan hurtigt drive et godt stykke ud fra kysten i fralandsvind, og det kræver mange kræfter at svømme tilbage til land. Omvendt aktiverer pålandsvind revlehuller, hvor du kan blive fanget i den udadgående strøm. Men jeg kan ikke huske en sæson, hvor vinden har været så markant, som den har været i år. Der har desværre også være flere drukneulykker – tilsyneladende på grund af revlehuller – på nogle af de strande, hvor der ikke er livreddere. Det viser, at vi stadig har en stor opgave foran os med at oplyse om de farer, som man kan møde på badeturen – ikke mindst når der ikke er livreddere til stede.

Pas på vinden, og bad aldrig alene

De kommende uger ser ud til at byde på lunt vejr med gode muligheder for en badetur eller en tur på vandet på stand up paddle board eller surfboard. Men der er ikke længere livreddere til at holde øje og træde til, hvis man bliver fanget af vinden. Derfor opfordrer René Højer, der er projektchef i TrygFonden, til at følge baderådene og passe ekstra godt på i bølgerne.

– Der er stadig gode muligheder for vandaktiviteter, og man skal endelig nyde det, når vejret er til det. Men vær særlig opmærksom på vinden, og tag altid en makker med på svømmeturen, eller hvis du skal stand up paddle eller surfe. Så kan I holde øje med hinanden, for uanset, hvor rutineret man er, kan man komme i problemer og have brug for hjælp, siger René Højer.

LÆS OGSÅ: Hejs flaget i morgen i Jetsmark – Skolecenter Jetsmark indvies