Sommersang på Bratskov blev en kæmpe succes

Publikum strømmede til Sommersang på Bratskov. Foto: Sommersang på Bratskov
Print Friendly, PDF & Email

Sommersang på Bratskov blev en kæmpe succes

Det store folkelige sang- & musikarrangement i Brovst har bevist sin berettelse og voksede i år med næsten 700 deltagere fra nært og fjernt.

Sommersang på Bratskov fandt sted for første gang en søndag eftermiddag i august 2022. Den gang som et forsøgsarrangement for at afprøve ideen om et stort, bredt og folkeligt arrangement hvor arrangøren ønskede at kombinere fællessang med koncerter med store landskendte solister. Det blev en kæmpesucces og derfor valgte initiativtageren Karsten Højen og Foreningen Sommersang På Bratskov at følge succesen op med et arrangement igen i 2023.

Malthe på Scenen. Foto: Sommersang på Bratskov

Sommersang på Bratskov 2023 fandt sted søndag den 13. august om eftermiddag i Herregården Bratskovs smukke park i hjertet af Brovst. Det viste sig at blive en endnu større succes end arrangøren havde drømt om.

Publikum strømmede til for at møde de populære solister Lasse & Mathilde, Pia Raug, Malthe Nielsen, Pernille Højmark og James Rasmussen. Alle de kendte solister optrådte sammen med Sommersang På Bratskovs husorkester Herregårds Orkestret.

Pernille Højmark på scenen. Foto: Sommersang på Bratskov

”Det var et fantastisk publikum der mødte op i parken” – udtaler Herregårds Orkestret´s kapelmester Ole Albrechtsen – ”der var stor lydhørhed og vi modtog så mange glade og positive tilkendegivelser fra det store publikum”.

Efter Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade havde budt velkommen, sang Helle Bak Andreasen og Kiki Bach (- henholdsvis formand og næstformand i kommunens kulturudvalg –) for med fællessangen. Og vekselvirkningen mellem koncerter med de kendte solister og fællessang fortsatte eftermiddagen igennem. Publikum sang så bladene på bøgetræerne blafrede – og alt sammen i skønt vejr og dejligt solskin.

Bo og Herregårds Orkestret. Foto: Sommersang på Bratskov

”Oven på årets kæmpesucces er der ingen tvivl om at Sommersang på Bratskov vil vende tilbage igen næste år” – fortæller initiativtager Karsten Højen. ”Vi holder et evalueringsmøde sidst i august og der forventer vi også at datoen for næste års arrangement vil blive fastlagt”.

Det store arrangement blev støttet af Jammerbugt Kommune, Region Nordjylland, Sparekassen Danmark Fond og fra Statens Kunstfond og en lang række lokale erhvervssponsorer.

Hvem er Foreningen Sommersang på Bratskov

Foreningen Sommersang på Bratskov er en paraplyorganisation og er arrangør af dette arrangement og består af en lang række af foreninger og institutioner i Brovst området – bl.a. Brovst Borgerforening, Brovst Musikforsyning, Brovst Handelsforening, Arentsminde Borgerforening, Langeslund Kulturforening, Råd & Dåd, Skovsgård Hotel, Købmandsgården, Torslev Landsbyfællesskab, Bofællesskabet Poststræde, Strandgården Kunst- & Kulturcenter, Lions Club Brovst, Brovst Musikforsynings Venner, Skovsgård Borgerforening, Chenillen og en lang række frivillige aktivister.

LÆS OGSÅ: Nye leverandører af døgnkost og madservice i Jammerbugt Kommune