År efter år: Julens madvaner øger danskernes medicinforbrug

Foto: Gjensidige
Print Friendly, PDF & Email

År efter år: Julens madvaner øger danskernes medicinforbrug

Medicin mod for meget mavesyre er særdeles populært hos den danske befolkning i december måned, og det er der en god grund til. Hver tredje dansker ændrer nemlig deres spisevaner i juleperioden. Det viser en undersøgelse, Kantar Public har lavet for Gjensidige.

Julen er ikke kun en højtid, hvor samvær med familien og gaver er i højsædet, det er også den tid på året, hvor mange danskere skifter deres almindelige kost ud med julegodter, fed mad og desserter i lange baner.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.

Her svarer hver tredje dansker nemlig, at de ændrer deres vaner i juletiden, og spiser mere end de er vant til, mens 15 procent svarer, at de drikker mere alkohol end normalt.

Danskernes ændrede julevaner bemærkes også hvert år på danske apoteker. Tal fra Danmarks Apotekerforening viser nemlig, at salget af mavesyremedicin i 2019, 2020 og 2021 steg med 20 procent i december måned sammenlignet med resten af årets måneder. I 2022 var det tal dog mindre, her blev der langet tre procent flere produkter mod mavesyre over disken i december måned sammenlignet med resten af årets måneder.

“Det er naturligt, at der i december sker ændringer i ens kostvaner, men en stor og pludselig ændring i kostvaner kan føre til ting som forstoppelse eller problemer med for meget mavesyre. Så selvom det kan være svært, bør man forsøge stadig at variere sin kost i december, så man ikke er nødsaget til at tage medicin, for at komme gennem måneden,” siger fagchef i sundhed hos Gjensidige, Louise Brix.

Fed mad og masser af julegodter

At en lang række danskere hvert år får brug for hjælp til at kontrollere mavesyren er ikke så unaturligt igen. I hvert fald ikke, når man ser på undersøgelsen, Kantar Public har lavet for Gjensdige.

Her svarer mere end to ud af tre af dem, der spiser mere i julen, at de spiser mere fed mad i juletiden, mens seks ud af ti indtager mere slik. En anden stor synder i danskernes mavesyreproblemer er indtaget af alkohol, som i juleperioden stiger for mere end hver tredje. Derfor har Louise Brix også nogle gode råd til, hvordan man kan give sin krop de bedste forudsætninger for at komme medicinfri gennem juleperioden.

“Selvom december er fyldt med god mad og drikkevarer, så kan man give sin krop de bedste forudsætninger, for at arbejde med det øgede indtag af julevarer. Man bør eksempelvis sørge for at drikke rigeligt med væske, og så er det også en rigtig god ide, at man holder sig fysisk aktiv, også selvom en ekstra løbetur måske ikke rimer på julefrokost i de flestes ører.”

Tre gode råd til at undgå forstoppelse i juledagene:

Husk at få rigeligt med væske

Vær fysisk aktiv og hold kroppen i gang

Få masser af fibre i kosten