Karsten takker af efter 43 år i Kulturelt Samvirkes tjeneste

Karsten Højen var en årrække direktør for Kultur- & ErhvervsCentret Jammerbugt i Aabybro – og før den tid kulturkonsulent og projektleder i Nordjyllands Amt og Region Nordjylland. Højen er også kendt landet over som tryllekunstner og foredragsholder. Foto: Torben Agersted
Print Friendly, PDF & Email

Karsten takker af efter 43 år i Kulturelt Samvirkes tjeneste

På det nyligt afholdte årsmøde i Kulturelt Samvirke for Jammerbugt Kommune takkede kulturveteranen Karsten Højen af efter næsten 43 år i Kulturelle Samvirkets tjeneste.

Det var i 1981 – for næsten 43 år siden – Højen sammen med andre tog initiativ til oprettelse af et Kulturelt Samvirke i den tidligere Brovst Kommune. Samvirket udmærkede sig bl.a. ved at stå bag en af landets første festivaler, nemlig Brovst Musikuge som første gang blev afholdt i juni 1982. Siden har Karsten Højen stået bag oprettelse af et kulturelt samvirke i den østlige del af Aalborg og siden kommunesammenlægningerne i 2007 siddet som et aktivt medlem af bestyrelsen i Kulturelt Samvirke for Jammerbugt Kommune.

”Det har været en skøn tid – og med masser af fantastiske kulturelle initiativer og oplevelser. Og ikke mindst i et fantastisk samarbejde med mange andre af kommunens kulturelle ildsjæle” – siger Karsten Højen – ”men nu skal der nye kræfter til…”.

Men det betyder ikke at Højen vil bruge mere tid på sofaen – han er stadig  aktiv omkring Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter, Sommersang på Bratskov og TexHuset i Lild Strand for at nævne nogle få.

Karsten Højen modtog i 2007 en Danish Music Award og i 2023 var han modtager af Jammerbugt Kommunes Kulturpris.