Aalborg karneval 2023 – Politiet gør status

Modelfoto Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Aalborg karneval – Politiet gør status

Politiets leder af indsatsen, vicepolitiinspektør Sune Myrup, fortæller at det for langt de fleste heldigvis har været en god og festlig dag, men at politiet desværre i løbet af aftenen har optaget flere anmeldelser af alvorlig karakter.

Ved afslutning af politiets karnevals indsats gør Sune Myrup status: ”Vi har haft en stor og massiv politimæssig tilstedeværelse under optoget og i Kildeparken, hvilket bl.a. har resulteret i rigtig mange sigtelser for besiddelse af mindre mængder euforiserende stoffer til eget forbrug. Vi har dagen igennem haft 9 anholdte for overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, beruselse og vold mod tjenestemand. Den sag som tidligere var vurderet til at være blufærdighedskrænkelse har ved efterforskningen vist sig at være anden seksuel omgang end samleje. Gerningsmanden er anholdt og af hensyn til den videre efterforskning kan der for nuværende ikke oplyses yderligere.
Der er som tidligere nævnt endvidere optaget anmeldelse om voldtægt, drugging og vold, og videre efterforskning pågår også i disse sager”, fortæller Sune Myrup.

”Der har dagen igennem været et godt og tæt samarbejde imellem politiet, regionens sundhedsvæsen som bl.a. har ydet en stor indsats i den fremskudte skadestue, Nordjyllands Beredskabs samarittertjeneste og de frivillige fra Politihjemmeværnet, som har bistået med bl.a. afspærring og tryghedsskabende tilstedeværelse”, slutter Sune Myrup.

LÆS OGSÅ: Køreplader pryder flere rundkørsler 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn