Har man været i Hune for tiden, så har man måske set en række malede sten på sin vej.
Formålet med stenene er at sprede glæde og smil.
Det er Mette Kristina Poulsen, der sammen med sønnen Magnus, har brugt den ekstra tid under corona-omstændighederne på at male stenene, som nu pynter rundt omkring i Hune:
”Min søn, Magnus, plejer at træne fodbold næsten hver dag, men det er indstillet for tiden, så der har været noget tid til overs. Så har vi tænkt på, om man kan gøre noget, som gør folk glade. Og vi havde mange ubrugte maletudser til at male på sten til at ligge, og så kom Magnus på den her idé,” forklarer Mette Kristina Poulsen.
”Der er desværre mange negative historier i denne tid, men det har vi ikke rigtig haft hos os. Vi har brugt situationen til at prøve at glæde andre, mens vi selv hygger os. Så det er en ren win-win-situation for os.”
Nogle af stenene er der citater skrevet på, nogle er abstrakte og andre er med forskellige motiver. Stenene er lige nu fordelt rundt omkring i Hune gennem byen, ved stadion og i skoven.
Mange positive reaktioner
Mette og Magnus har indtil videre malet omkring 150 sten, og der har været masser af positive reaktioner fra folk, der er stødt på stenene.
”Vi har kun oplevet positive reaktioner. Vi har fået beskeder og billeder fra folk, som måske har haft en hård dag, men som så har fundet nogle af stenene og har fået noget glæde ud af det. Vi har også fået reaktioner fra nogen, vi slet ikke kender, som spørger, hvornår der kommer flere sten. Der har været mange positive reaktioner, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for,” siger Mette Kristina Poulsen.
”Jeg tror, at man i den her tid rykker lidt tættere sammen og kommer til at sætte mere pris på de små, positive ting i hverdagen. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.”
Mette Kristina Poulsen afslører, at flere sten er på vej, og at de også prøver at få andre i gang med at male sten.