Politiske partier mangler medlemmer – og risikerer at dø med deres medlemmer!
Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
Demokrati, som vi kender det, er ingen selvfølge. Det er en gave, som vi alle sammen har et ansvar for at bidrage til og passe på.
Lige nu er vi i Socialdemokratiet i Jammerbugt i gang med at vælge den person, som ved næste kommunalvalg skal være spidskandidat og dermed også på god demokratisk vis udfordre den siddende borgmester.
Heldigvis har vi to dygtige og erfarne personer at vælge imellem: Vores nuværende gruppeformand Diane Aarestrup og Morten Klessen, der også har stor kommunalpolitisk erfaring.
Alle medlemmer af Socialdemokratiet i Jammerbugt får mulighed for gennem en urafstemning at stemme på den af de to, som man gerne ser i spidsen for partiet ved næste valg.
Det er godt og demokratisk. Det eneste, der virkelig ærgrer mig, er, hvor få der vælger at være medlemmer af vore politiske partier. Ikke bare som medlemmer af Socialdemokratiet, men som medlem af det parti, som man er mest enig med. Det er faktisk et helt afgørende fundament i vort danske demokrati, som er ved at forsvinde.
Færre og færre er med til at bestemme, hvem der stiller op og står på de lister, som vi alle sammen kan stemme på – på valgdagen.
Vore politiske partier er reelt ”døende”. De ældste aldersgrupper er overrepræsenteret i partierne og falder fra ved dødsfald. Der kommer også nye medlemmer til, men færre end der forsvinder. Det er et stort demokratisk problem.
Det betyder også, at der er færre og færre til rådighed for de poster, der er på valg. Ja, lige nu, hvor alle partier begynder at tænke i kommunal- og regionalrådsvalg til næste år, er hovedbekymringen at finde tilstrækkeligt mange kandidater, som vil stille sig til rådighed.
Det er vigtigt, at de enkelte lister rummer en mangfoldighed, som borgerne kan stemme på i forhold til kvinder/mænd, erhvervsmæssig baggrund og erfaring, alder, geografi osv. Det forudsætter, at langt flere stiller sig til rådighed og bliver medlemmer af det parti, hvor man føler sig mest hjemme.
Jeg ved godt, at det er en diskussion, der er ”op ad bakke”, men vil alligevel opfordre til, at mange flere tager medansvar for vort demokrati, som medlemmer af et politisk parti.
Demokrati, som vi kender det, er ingen selvfølge. Det er en gave, som vi alle sammen har et ansvar for at bidrage til og passe på.
LÆS OGSÅ: Nytårskur i Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune: Valg om Borgmesterkandidatposten