Med åbne marker mod vest og nem adgang til naturområdet ved Nols Sø får Saltum 15 nye byggegrunde. Samtidig udlægges et større område til et fællesareal til rekreative formål.
Den nye lokalplan giver mulighed for 15 nye byggegrunde i Saltum. Grundene bliver på mellem 1100 m2 – 2200 m2, og der bliver mulighed for at bygge i to etager med en højde på maksimalt 8,5 meter og en facadehøjde på maksimalt 6,5 meter.
De 15 byggegrunde kan dog ende med at blive reduceret med fire byggegrunde, da Nordjyllands Historiske Museum har arkæologiske interesser i området. Ved en forundersøgelse har museet afdækket et område, de formoder at kunne datere til sen vikingetid/tidlig middelalder.
Det kommer til at påvirke det endelige antal byggegrunde, om de fundne bebyggelser fra vikingetiden bliver udgravet eller. Bliver de historiske bebyggelser udgravet, sker der ingen ændringer i udstykningsplanen. Men bliver bebyggelserne fra vikingetiden ikke gravet ud, påvirker det planlægningen af fire parcelhusgrunde; nemlig parcelhusgrunde nr. 4, 6, 8 og 10. I så fald vil kommunen være nødt til at lade de fire parcelhusgrunde stå ubebygget, eventuelt som grønne friarealer.
Omkostning for udgravning af de arkæologiske fund er ikke endnu kendt.
Hvad er vejens navn?
Den nye vej i Saltum har fået et navn. Ligesom ved de fleste navngivninger, har flere navne være i spil – i dette tilfælde fem. En enig Kommunalbestyrelse valgte Højbogårdsvej til områdets nye vejnavn. Højbogårdsvej er inspireret af gården, der ligger på nabogrunden.