Af statsminister Mette Frederiksen
“Det er med stor sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelsen om, at tidligere udenrigsminister og mangeårig partiformand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen er død. I dag går mine tanker til hans enke Alice, til Jakob, til Karen og til hele familien.
Uffe Ellemann-Jensen var en skarp politiker. Og en stor personlighed. Han repræsenterede dygtigt vores land under den kolde krig. Han insisterede på NATO og det transatlantiske fællesskab i en tid, som også krævede Danmarks engagement. Han så tidligt behovet og havde evnerne til at knytte de baltiske lande tættere til Europa. Nu hvor krigen er tilbage på det europæiske kontinent, synes hans stemme for et stærkt, sikkert og demokratisk Europa at stå klarere end nogensinde.
Hans engagement i verden fortsatte helt op til det sidste, og han vil blive savnet i den udenrigspolitiske debat.
Uffe Ellemann var et humoristisk menneske med ordet i sin magt. Og glimt i øjet. Hvem husker ikke hans ord på finaledagen for EM i fodbold i 1992 kort efter Danmarks nej til Maastricht-traktaten: ”If you can’t join them, beat them”. Hans vid og lune vil blive savnet.
Uffe Ellemann-Jensen var en mand med et stort mod. Og stort format. En statsmand.
Æret være hans minde”