Af Johnny Solberg, Sønder Skoveng 14, 9460 Brovst – Det Konservative Folkepart. Medlem af Kommunalbestyrelsen Jammerbugt Kommune
Et interessant spørgsmål, der nok bør vække de fleste borgere i Tranum området. Projekt Liv i By og Skole i Jammerbugt Kommune er netop sendt i høring og et stort bekymringspunkt er netop skolen i Tranum. Som den eneste ud af 9 skoler, viser evalueringen at skolen ikke forventes at opfylde kriterierne for den faglige, pædagogiske og økonomiske bæredygtighed på sigt. Men hvad betyder det for Tranum?
Ja, det betyder at antallet af elever på skolen, som udgangspunkt, ikke er nok til at holde liv i skolen og der derfor er en risiko for at skolen skal lukkes. Det er desværre de kolde fakta og den barske realitet.
Det der så undrer mig er, at vi som politikere ikke er mere progressive i vores tilgang til problemet. Vi ved jo alle, at en skole er en essentiel faktor i forbindelse med tilflytning af nye borgere og hvis skolen forsvinder, står vi med en reel afvikling af en fantastisk lille by, hvor sammenholdet og virkelysten er stærk.
Hvorfor tager vi ikke fat i det reelle problem omkring bosætningen og tilflytningen til Tranum? Hvorfor sørger vi ikke for at skabe de rette betingelser ved at udarbejde lokalplaner med nye byggegrunde i området? Hvorfor sidder vi på hænderne og accepterer, at mulige lokalplaner i Tranum området er hensat som et lille appendiks i prioriteringerne af lokalplanerne i kommunen? For mig at se, virker det ikke som om den politiske arena vægter Tranum specielt højt og det gør mig oprigtig ked af det. Jeg er selv opvokset i et lignende samfund og kender udmærket til de styrker og potentialer, et mindre lokalsamfund kan byde ind med. Men det kræver politisk vilje og styrke, at slå til med den store hammer og kaste ressourcer nok ind i kampen for at løfte Tranum op på et højere niveau.
At lukke skolen, vil være et resultat af for mange års negligering af Tranums udvikling. Så lad os komme i gang med at lave lokalplaner, der tilgodeser nye byggegrunde i området. Flere huse giver flere børn giver flere elever på skolen. En skole med nok elever lukker ikke – Så enkelt kan det siges.
Der er ganske rigtigt meget liv og virkelyst i Tranum. Der er også ledige, byggemodnede grunde i Tranum. Måske der kunne gøres mere for at få dem solgt !?