Ganske vist er der kun spillet to runder, men lørdagens kamp mod B 93 kan nu alligevel godt kategoriseres som et tidligt topopgør. De to hold er nemlig de eneste, som har maksimumpoint efter de første runder.
Tre sejre på stribe i sæsonens første uger har både kastet seks divisionspoint, en plads i næste runde af pokalturneringen og ikke mindst en masse selvtillid af sig. Der er dermed skabt et solidt afsæt for sæsonen, som er en af de særligt interessante, da strukturen i de øverste danske fodboldrækker her tilpasses til en ny fremtid.
Vigtigheden af sæsonen og betydningen af den gode start i en sæson, hvor konkurrencen lader til at blive hård, er da også i bevidstheden hos Jammerbugt FC spillerne.
Forsvarsklippen, Nikolaj Lyngø, der kom på måltavlen i tirsdagens pokalsejr over Vejgaard B., glæder sig således over øjebliksbilledet, men også de fremadrettede udsigter, velvidende at sæsonen endnu er lang.
– Vi har fået en super fornuftig start, på en ekstremt spændende sæson. Men det handler om at holde benene solidt i den jyske muld, og arbejde hårdt for at slutte i den sindssygt vigtige top seks, fortæller en topmotiveret og ydmyg Nikolaj Lyngø, der dog ikke har haft mulighed for at nyde den gode start ret meget. Der er hele tiden en ny kamp på agendaen, hvilket passer den høje forsvarsmand særdeles godt.
For det kan godt være, at det er en travl fodbolduge på farten med ture til Middelfart Stadion, Soffy Road og nu Østerbro Stadion, men selvom der skal arbejdes hårdt, er det altså ikke trætte stænger, der fokuseres på i den blå lejr forud for mødet med B 93.
– Vi har den bredeste og bedste trup i min Jammerbugt FC tid, og når man samtidig vinder ens kampe, findes travle uger ikke, siger Nikolaj Lyngø fokuseret.
Han og holdet ser frem til en spændende dyst og en stor udfordring på Østerbro Stadion, hvor B 93 endnu har sæsonens første hjemmekamp til gode. Det sjællandske mandskab har til gengæld været på farten og hentet seks point med hjem til Østerbro fra Holbæk og Holstebro, ligesom også de, med en udesejr over Rønne IK, har booket en plads i næste runde af Sydbank Pokalen.
– Vi skal over og levere på de dyder, der efterhånden sidder så dybt i os. Vi skal ikke til at ændre noget, da vi skal møde et stærkt mandskab, der ligeledes har fået en super start, understreger Lyngø og fortsætter.
– Vi går altid efter at vinde, og jeg glæder mig til en ny kamp, hvor vi skal blive ved med at levere en stærk præstation for at kunne levere et resultat, vi er tilfredse med.
Ingen tvivl om Nikolaj Lyngø har i sinde at bygge yderligere på de gode præstationer og at armene trods sejrene er kommet ned, så ærmerne igen kan smøges op. Der er en spændende divisionsdyst i vente.