Tidsplanen for Aalborgs nye supersygehus skrider igen. Sådan lyder den nedslående melding, som også betyder en ekstraregning på 60 mio. kr. Supersygehuset er i forvejen økonomisk udfordret, da budgettet allerede er overskredet med cirka 600 millioner kr., der blandt andet skal finansieres af Region Nordjylland. Det får Venstres nordjyske folketingsmedlem, Anne Honoré Østergaard, samt Venstres spidskandidat til regionsrådet i Nordjylland, Mads Duedahl, til at rette skarp kritik af håndteringen.
”Der tegner sig desværre et billede at endnu et offentlig skandalebyggeri. Vi er bekymrede for, hvad det kommer til at betyder for både patienterne, serviceniveauet og skatteborgerne i Nordjylland. Derfor må ministeren nu tage stilling til sagen. Der må være grænser for, hvor galt det skal gå, før ministeren vil tage ansvar.” Siger Anne Honoré Østergaard
På baggrund af den tidligere forsinkelse og budgetoverskridelse blev projektet allerede i efteråret 2020 underlagt skærpet tilsyn fra Sundheds- og Ældreministeriet. Men det har tydeligvis ikke haft den ønskede effekt, mener Mads Duedahl:
”Næsten et år efter byggeriet blev underlagt skærpet tilsyn fra ministeriet, står vi med endnu en forsinkelse og endnu en ekstraregning til borgerne. Derfor må vi have ministeren på banen. Hvad skal der til, før projektet bliver underlagt administration?” Spørger Mads Duedahl.
Netop det spørgsmål, stiller Anne Honoré Østergaard nu Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke. Men det er ikke den eneste måde, at ministeren bliver inddraget i sagen.
”Vi bliver nødt til at få klarhed over, hvilken betydning forsinkelsen og budgetoverskridning får for borgerne i Nordjylland. Hvad betyder det for patienterne og hvem skal betale regningen? Regionen er økonomisk udfordret, blandt andet fordi ekstraregningen for hospitalet nu er oppe på omkring 660 mio. kr.” siger Mads Duedahl.
Anne Honoré Østergaard vil desuden få ministeren til at redegøre for, hvordan de skærpede tilsyn er foregået og hvilken effekt, de har haft:
”Det kan være svært at se noget positivt i denne historie. Vi skal løse udfordringerne i Nordjylland her og nu, men vi skal også sørge for, at lignende problemer ikke opstår igen. Derfor må vi få ministeren på banen. Offentlige byggerier som supersygehuset i Nordjylland skal foregå med respekt for både patienter og skattekroner.” Siger Anne Honoré Østergaard.
Mads Duedahl er Venstres spidskandidat til Regionsrådet i Nordjylland. Mads er rådmand i Aalborg kommune og medlem af Aalborgs byråd.
Anne Honoré Østergaard er kandidat for Venstre til Regionsrådet. Anne sidder i Folketinget og er medlem af Aalborg byråd.
Anne Honoré Østergaard har efter forsinkelsen sendt følgende spørgsmål til Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke:
Vil ministeren redegøre for årsagerne til forsinkelsen af Aalborgs nye supersygehus?
Vil ministeren redegøre for, hvor meget forsinkelsen vil koste, og hvordan denne skal finansieres?
Vil ministeren redegøre for, hvornår, eller hvad der skal til før, opførelsen af sygehuset vil blive sat under administration?
Vil ministeren redegøre for, hvad forsinkelsen vil betyde for serviceniveauet, patienter og skatteborgerne?
Vil ministeren redegøre for forløbet omkring opførslen af sygehuset og redegøre for, hvad man har gjort for at undgå forsinkelser og budgetoverskridelser?
Vil ministeren redegøre for, hvad det skærpede tilsyn, som byggeriet blev sat under i efteråret 2020, har haft af betydning? Ministeren bedes redegøre for hvordan ministeriet i praksis har ført disse tilsyn samt hvad der er kommet ud af dem.