Tour De Jammerbugt fejrede Øland med en dag fyldt af fællesskab og naturskønhed
Formand for Fritid-, Kultur og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen kunne endnu engang byde velkommen til en etape ved Tour De Jammerbugt 2024. Søndag den 23. juni var det Ølands tur og hvilken herlig dag det blev.
– Tusind tak for invitationen til at sige velkommen i dag. Og et stort velkommen til dejlige Øland. I fredags fejrede vi 200-årsdagen på Grønne Strand, hvor Kong Frederik den 6. i 1824 udtalte, at dette var den skønneste plet i vores rige. Øland er også smukt – og alsidigt. Skov, fjord og marker – ja, hvad mere kan man forlange?
– Jeg er sikker på, at vi i dag vil se noget af kongerigets flotteste natur. Det er også en af parametrene i Tour De Jammerbugt. Vi synes selv, at vi bor i en dejlig kommune og vil gerne vise alle vores byer og lokalsamfund frem. Det er dejligt at komme ud til steder, vi ikke har set før – det viser, at vi er en alsidig kommune på mange parametre.
– Så vi skal glædes over det til daglig, og i dag skal vi glædes over Øland. Og så skal vi også huske at glæde os over den anden grund til, at vi afholder Tour De Jammerbugt – nemlig fællesskabet. Hvor er det dejligt at se så mange igen i dag – tak for jeres opbakning. Det betyder noget, at vi støtter hinandens arrangementer, og det giver os et lille fællesskab, når vi hilser på hinanden på de forskellige etaper.”
– Intet kommer af sig selv – det er et stort arbejde at stable et løb på benene. En kæmpe tak til jer, der igen har taget stafetten. I disse dage er der den store Ø-fest med mange aktiviteter, men I havde også mod på at føje endnu en farve til paletten – tak for det og tak for jeres store engagement i øvrigt.
– I aften skal vi fejre midsommer – brug aftenen på at tænke over, hvor godt vi i bund og grund har det. Tænk, at vi kan stå her i dag og nyde de flotte omgivelser, være sammen i et fællesskab, og vores største bekymring er, om vi kan holde til at gå eller løbe den rute, vi har tilmeldt os.”
– Så i aften, når vi kigger ind i bålet, så værdsæt livet og skub lidt af de små bekymringer til side, som vi har så let ved at fokusere på. Rigtig godt løb til alle, tak fordi I er kommet, og igen tak til jer, der står bag arrangementet. Rigtig god midsommer til alle.