Tilbageblik: Renovering af Mølleparken indviet – Lions gave til byen i anledning af 50 års jubilæum

Formand for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreassen Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Tilbageblik: Renovering af Mølleparken indviet – Lions gave til byen i anledning af 50 års jubilæum

I et tilbageblik på nogle af de gode historier i 2023 finder vi denne – læs eller genlæs den her:

Renovering af Mølleparken indviet – Lions gave til byen i anledning af 50 års jubilæum

Fredag den 22. september blev den nye fine Mølleparken midt i Brovst indviet. Til at holde den officielle tale var formanden for Fritid, Kultur og Landdistrikter inviteret. I sin tale kunne de 150 til 175 mennesker, som var mødt op høre udvalgsformand Helle Bak Andreassen sige: 

Tak for invitationen til at komme i dag. Tak for initiativet – og ikke mindst tak for en fantastisk gave til Brovst by i anledning af jeres 50 års jubilæum. Ganske enkelt imponerende.

Og det er da en fantastisk gave for en by at modtage og vi må da sige, at I lever op til jeres slogan : we serve.

Nok er det her ikke humanitær hjælp, men måske lidt alligevel. Jeg er sikker på, at det her sted netop vil være et mødested og dermed styrke det vigtige fællesskab. Og netop fællesskab på tværs af alle aldre. 

Jeg tror, de fleste af os forbinder Mølleparken med vores barndom, hvor vi kunne spille rundbold eller fodre ænder. Ja – jeg har endda hørt om nogle der har sneget sig til deres første kys i Parken. Men den trængte til et løft, og her tog I ansvar. Med et særdeles godt samarbejde med Vej og Park fra Jammerbugt Kommune har I endnu engang vist, at ved at løfte i flok kan man sammen nå meget  – og nå mange mål.

Jeg er fuldstændig bevidst om, at I ikke er kommet sovende hertil. Der har været meget planlægning, der er holdt mange møder med mange diskussioner, der er lavet fondsansøgninger – og da I nåede lidt længere – ufatteligt meget praktisk arbejde. 

Men igen – I har løftet i flok og kommet med hver jeres kompetencer. Og nu, da I er i mål, tænker jeg ikke, at det er alle stenene på vejen der fylder jeres tanker – men netop at målet er nået – I afleverer en Møllepark der står knivskarpt (eller snart kommer til det).

Men det der også fylder er måske tanken om det gode kammeratskab, der opstår når man er sammen i andre sammenhænge end de normale. Jeg ved, der er nogen der har udført praktisk arbejde, som man ikke er vant til, til daglig – det er sundt,- det er måske endda sjovt når man er færdig – men det vigtigste så giver det fællesskab og kammeratskab. Og det er ikke at kimse af – nej det er faktisk værd at værdsætte. Det er vel egentlig det, der fylder en med glæde – et godt kammeratskab med gode værdier. Det er kommet til udtryk her – og noget I vil kunne se tilbage på – også når I bliver lidt ældre og sidder på platformen og nyder springvandet.

Frivillige har ikke nødvendigvis tiden, men de har hjertet. Og jeg tror det her projekt kommer fra hjertet og er en gave fra hjertet som vil varme i mange, mange år.

Fredag den 22. september blev byens park i Brovst, Mølleparken, indviet efter en stor renovering. Foto: Privat

Og hvorfor betyder en park som Mølleparken så noget i en by?

Det gør den af flere årsager. Netop fællesskabet som jeg har været inde på – men det betyder da også noget, at vi har endnu en smuk plet at byde på i vores aktive by. 

Brovst ER en by med et aktivt handelsliv, hvor vi kan få det meste af alt hvad vi behøver. Det ER en aktiv by med mange foreninger for både børn, unge og ældre.  Det skal vi værdsætte og netop understøtte alt det vi kan. For sammen med eksempelvis en ny bypark, gør det jo at Brovst er en dejlig by at bo i – ja at leve i. Og der er jo stor forskel på, at have en by hvor man bor, og at have en by hvor man lever.

En by hvor man lever skal der netop være noget for en i sin fritid og her skal der være noget at vise frem – noget af det, som vi er stolte af. Vi har meget at være stolte af – men igen – det der betyder noget er vel at man har et fællesskab – at her i vores by hører man hjemme. At man kan hilse på hinanden når man handler eller slå en snak af i Mølleparken. Det handler vel i bund og grund om livskvalitet. Og det skal vi alle sammen ha`.

Forleden var overskriften på Nordjyske mener: Vi får intet foræret. Så må vi jo gøre det selv. Ja – jeg tror lige så godt at vi må sande, at ingen får noget foræret og vi skal vænne os til at løfte i flok. Fra kommunal side bakker vi naturligvis maximalt op om det. Vi har støttet økonomisk og sammen er vi så nået i mål. Den slags projekter foregår heldigvis overalt i vores aktive kommune – og efter min mening også vejen frem for udvikling i alle vores byer. Kommunalt har vi desværre ikke mulighed for at tage en masse gode projekter op – MEN vi understøtter vores ildsjæle alt det vi formår – og igen – i et godt fællesskab kommer vi i mål.

Stor ros til Lions at I tog initiativet og har givet denne flotte gave til os alle i anledning af jeres 50 års jubilæum. Stolthed må fylde jer i dag – det er der i hvert fald god grund til. Af hjertet tak for jeres store indsats – både på egne vegne, på kommunalbestyrelsens vegne, ja – jeg tror på hele byens vegne.

Afslutningsvis et lille citat fra Mother Teresa:

Vent ikke på jeres leder. Gør det selv, menneske til menneske. Det har Lions Club Hanbo Brovst gjort her i Mølleparken. Lad os alle tage det citat med os hjem i dag, gemme det lidt i vores hjerter – huske på det, så når vi langt:

Gør det selv, menneske til menneske.

Hermed erklærer jeg renoveringen af Mølleparken for indviet og tak for ordet.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn