DEBAT: Tid til forandring – En folkeskole i knæ har brug for økonomisk prioritering
Af Hans Henrik Thrane, Kandidat for det konservative folkeparti til kommunalvalget i Jammerbugt kommune.
Jeg har i over 20 år beskæftiget mig med folkeskolen – først som lærer, senere som skoleleder. I den tid har jeg desværre været vidne til, hvordan ressourcerne til vores folkeskole gradvist er blevet færre, mens opgaverne og kompleksiteten er vokset markant. Alligevel kæmper vores dygtige lærere, pædagoger og skoleledere hver dag for at skabe gode rammer for læring og trivsel – og ikke mindst for, at alle børn føler sig inkluderet i fællesskabet.
Men presset er stort. Budgetterne bliver mindre, og i en kommune som Jammerbugt, hvor vi har en decentral skolestruktur, bliver konsekvensen af politiske beslutninger ofte en udfordring, som den enkelte skole må bære alene. Det betyder i praksis, at skoleledelser og bestyrelser skal træffe svære beslutninger: Skal vi reducere i personalet, eller skal vi fjerne indsatser og oplevelser, der gør en forskel for børnene – især i forhold til inklusionsopgaven.
Det er et uholdbart dilemma: Skal vi drive skole ud fra regnearket eller ud fra, hvad der er bedst for børnene?
Det burde aldrig være et valg – skolen bør altid være til for børnene.
Folkeskolen i dag er en helt anden end for blot ti eller tyve år siden. Inklusionsopgaven er blevet langt mere krævende, og vi oplever flere børn med behov for specialpædagogiske indsatser. Det kræver midler, som skolerne ofte ikke har. Hver gang et barn skal visiteres til et specialtilbud, må skolen finde tusindvis af kroner i et allerede presset budget.
Det er godt, at man i disse situationer ser på, hvad der er bedst for barnet, men spørgsmålet er, om det fremover bliver budgettet og ikke barnets behov, der får lov at bestemme.
Det bliver ofte fremført, at færre børn naturligt fører til færre midler, og at vi derfor alle må prioritere, men det fritager ikke lokalpolitikerne for ansvar. Det er dem, der skal prioritere lokalt og forhandle med staten for at sikre bedre vilkår. At konstatere problemer er ikke nok, man må også handle på dem.
Et aktuelt eksempel er beslutningen om at flytte én million kroner fra folkeskolens budget til ekstra busafgange i forbindelse med kortere skoledage for de yngste elever. Det blev stemt igennem med virkning fra august – altså før budgetforhandlingerne i september.
Politikerne lover, at pengene måske kommer tilbage med tilbagevirkende kraft, men skaden er allerede sket. Skolerne må nu planlægge skoleåret uden den million og skal igen vælge mellem færre ansatte eller færre muligheder for børnene.
Det konservative folkeparti forsøgte at påpege dette på kommunalbestyrelsesmødet, men blev stemt ned.
Det rejser spørgsmålet: Kommer de ekstra midler overhovedet i september? Eller var det bare tomme løfter? Ved politikerne overhovedet, hvilke konsekvenser deres beslutninger har – for skolerne, for medarbejderne og ikke mindst for børnene?
Charlotte Bogø Rasmussen, næstformand i Midtvendsyssels Lærerkreds, skrev for nylig et rigtig godt debatindlæg i Jammerbugtposten.dk hvor hun adresserede behovet for investering i folkeskolen. Hun henviste til en undersøgelse, hvor 79 % af lærerne i Jammerbugt oplever, at der er elever i deres klasse, som ikke får den nødvendige støtte. Og 85 % siger, at mulighederne for at kunne få støtte til at skabe inkluderende undervisning ikke er blevet bedre – snarere tværtimod.
Undersøgelsen viser også, hvad der ser ud til at virke: tolærerordninger, holddeling og tid til relations arbejde.
Tiltag, der kræver ressourcer – men som vi ved virker, fordi det er dem, der står med opgaven til dagligt, der siger det.
Som jeg skrev indledningsvist, har folkeskolen i to årtier oplevet færre midler og større krav. Det holder ikke længere. Vi kan ikke fortsætte ad samme vej. Der er brug for forandring. For mod. For politikere, der tør sætte børnene først.
Det skylder vi vores børn og unge. Det skylder vi dem, der hver dag knokler i klasselokalerne og i SFO på skolen og vi skylder vores fælles fremtid at gøre det.
Jeg glæder mig til at se, om vores politikere har modet til at investere i folkeskolen til september eller om det hele blot var tomme ord. For én ting er sikkert: Folkeskolen bliver kun stærkere, hvis vi sammen tør prioritere, investere og udvikle den.
Det vil jeg kæmpe for, hvis jeg får muligheden efter kommunalvalget i november.