Syv sigtet efter narko-ransagning

Print Friendly, PDF & Email

Nordjyllands Politi foretog onsdag eftermiddag, d. 2. oktober 2019, en koordineret indsats, der var fokuseret omkring narkomiljøet i Brønderslev. Betjente slog til på otte lokaliteter.

Ved aktionen blev der alle stederne fundet mindre mængder af narkotika i form af hash, amfetamin, kokain og svampe. 

Det oplyser lederen af efterforskningen, politikommissær Mikkel Brügmann.   

I alt rejste Nordjyllands Politi sigtelse af syv personer, heraf seks mænd og en kvinde i alderen 26 – 55 år. 

”Alle personerne stammer fra lokalområdet, og vi har sigtet dem for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer,” siger Mikkel Brügmann.  

Også sigtelser for våbenlov og tyveri

Politikommissæren oplyser videre, at aktionen medførte yderligere to sigtelser for overtrædelse af våbenloven, idet der på to af adresserne blev fundet en såkaldt totenschläger og en ulovlig kniv, ligesom yderligere en person, der var til stede på en adresserne, blev sigtet for tyveri af havemaskiner.   

Alle de sigtede personer vil modtage forskellige bødestraffe.

Politikommissær Mikkel Brügmann har ingen yderligere informationer i sagen, da der er tale om en igangværende efterforskning.