Interessen for at blive klogere på fremtidens smart produktion og indførelse af nye teknologier var stor blandt de nordjyske virksomheder, da Aalborg Universitet onsdag eftermiddag åbnede dørene til deres SmartLab.
Som produktionsvirksomhed er der store gevinster at høste ved at investere i og optimere produktionen ved hjælp af data og nye teknologier. Det var netop emnet denne eftermiddag, hvor Aalborg Universitet og nordjyske virksomheder, som allerede er godt i gang med at anvende de muligheder, som de nye teknologier giver, i fællesskab delte ud af deres erfaringer og viden.
Omdrejningspunktet for arrangementet var Aalborg Universitets Smart Lab, som er en lille fabrik, der demonstrerer, hvordan produktionsvirksomheder kan drage fordel af smart produktion-teknologier. Og denne eftermiddag kunne deltagerne høste en masse erfaring og viden om bl.a. 3D skanning, 3D print, exoskeletter, IOT mm.
Digitaliseringsprojekt står bag arrangementet
Arrangementet på SmartLab udspringer af digitaliseringsprojektet Nordvest Smart Production, hvor man gennem et stærkt samarbejde har knækket koden til at skabe innovation og udvikling i små- og mellemstore produktionsvirksomheder, når det gælder deres digitale transformation. Projektet, som nu er afsluttet, har understøttet lokale virksomheder i Vesthimmerlands og Jammerbugt Kommuner, og er senere hen blevet udvidet til Thisted og Mariagerfjord Kommuner, og det var netop virksomheder i disse kommuner, der deltog i besøget på SmartLab. Målgruppen for arrangementet var i øvrigt alle virksomheder, der ser et fremadrettet behov og interesse i at arbejde med digitalisering, uanset om man tidligere havde deltaget specifikt i NVSP projektet.
”Den store virksomhedsdeltagelse viser med alt tydelighed, at der er behov for at samle Jammerbugtens virksomheder, hvor der er mulighed for ny læring, inspiration og vidensdeling”, siger Anna Oosterhof, erhvervschef i Jammerbugt Kommune. Og fortsætter ”Det er netop derfor vi har sat alle sejl til for at tilrettelægge en spændende eftermiddag på Aalborg Universitet. Vores erfaringer fra projekt NordVest Smart Production har vist os, at de deltagende virksomheder i Jammerbugten er gode til at skabe innovation og dermed vækst og arbejdspladser”.
Flere virksomheder skal med i udviklingen
Med projektets gennemførsel er der lagret meget ekspertviden og stærke kompetencer, og det er nu forhåbningen, at endnu flere virksomheder kan blive inspireret til at komme i gang med at anvende de teknologiske muligheder. De lokale erhvervskontorer er virksomhedernes indgang til den viden og de mange samarbejdspartnere, der findes, herunder blandt andet Aalborg Universitet, som tilbyder at facilitere netværk med fokus på smart produktion.