Kære Brevkasse
Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, I kan afklare for mig. I sidste uge vaskede min kone min vindjakke. Desværre fik hun ikke tjekket lommerne, hvor min telefon lå i. Den røg derfor med i vaskemaskinen.
Vi fik først stoppet vaskemaskinen efter ca. 15 minutter, hvor jeg opdagede, at jeg manglede min telefon. Men der var den helt død, og vi har ikke kunnet få liv i den siden. Er det noget, som min indboforsikring dækker?
Mvh.
Den uheldige
Svar:
Hej Uheldige
Om din indboforsikring dækker din ødelagte telefon afhænger af, hvordan du har forsikret dig.
De fleste indboforsikringer dækker, hvis dine ting kortslutter. Men hvis dine ting, herunder din telefon, bliver udsat for vand, væske, fugt og lignende, skal du normalt have udvidet din forsikring med en særlig elektronikdækning. Den dækker normalt pludselige skader, dvs. når både årsagen til at skaden sker, og dens følger sker øjeblikkelig og uventet. Skaden må ikke ske over tid. Da de færreste mobiltelefoner er vandtætte, er telefonen formentlig blev ødelagt meget kort tid efter, at der er kommet vand ind i maskinen.
Har du en elektronikforsikring, vil jeg anbefale dig at anmelde skaden til dit forsikringsselskab. Du skal dog være opmærksom på, at der ofte er en særlig selvrisiko ved elektronikskader. I første omgang vil dit forsikringsselskab derfor nok bede dig undersøge, om telefonen kan repareres, og hvad det eventuelt koster. Det kan være, at de kan henvise dig til en af deres samarbejdspartnere.
Har du ikke udvidet din indboforsikring med en elektronikdækning, vil du desværre selv skulle betale for en reparation eller en ny telefon.
De bedste hilsner