SOSU-elev fra Jammerbugt vinder årets nKNOWation

Et stort tillykke til vindergruppen, der nu skal have deres idé med til Nordjyske Nyskabere. Foto: techcollege.dk
Print Friendly, PDF & Email

En af kommunens mange dygtige SOSU-elever har vundet dette års udgave af nKNOWation, som er en tre dages innovation, idégenerering og prototypeudvikling på tværs af uddannelser på SOSU Nord og TECHCOLLEGE.

Social- og sundhedsassistentelev Line Hyllested fra Jammerbugt Kommune er den glade og stolte vinder af nKNOWation. Sammen med tre medstuderende fra SOSU Nord og Tech College, har hun udviklet et automatisk tørrestativ. Tørrestativet flytter sig, mens borgeren hænger tøj på, så denne kan blive siddende i sin kørestol.

Tørrestativet hedder Martha, og det støtter og hjælper borgeren med at hænge vasketøj op og tage det ned igen. Det gør borgeren i stand til selv at kunne mestre det daglige gøremål – at hænge tøj op, og det bidrager til et styrket selvværd, selvtillid og livskvalitet.

”Det er et super godt hjælpemiddel, for borgere med en funktionsnedsættelse. I Jammerbugt Kommune er vi stolte af Line, og vi ønsker gruppen et stort tillykke og held  og lykke i den videre rejse med projektet”, fortæller områdeleder Tanja Christensen fra Jammerbugt Kommune.

Næste etape bliver, når gruppens idé skal med til Nordjyske Nyskabere i efteråret.