De ikoniske hvide badehuse på Blokhus strand er et kendetegn for området.Der er tilladelse til at opstille 47 badehuse på stranden og kun i perioden 1. maj – 30. september.
Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet.
Forfatteren Meir Goldschmidts besøg i Blokhus 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested, han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger, så en dukkert i 1865 blev starten på Vestkyst- turisme.
Det vakte undren hos de lokale, de havde en grænseløs respekt for havet, der betragtedes som en urimelig hård arbejdsplads og nådeløs nabo, hensynsløst krævende både menneskeliv og gods.
Man havde lært sig at bruge havet af bitter nød, men at fine folk kom rejsende langsvejs fra og valgte frivilligt at bade i havet… Det var ganske enkelt ikke til at fatte. Men ret hurtigt fandt de lokale Blokhusboer dog ud af, at disse bade turister var en god indtægtskilde.
I begyndelsen skete badningen ærbart fra badevogne i vandkanten, men snart også fra åben strand. Badevognene erstattedes langsomt af badehuse på stranden til omklædning og ophold, og disse populære badehuse sættes stadig op hver sommer ved Blokhus strand. Badningen foregik fra et badehus, der ved håndkraft eller ved hestekraft blev trukket så langt ud i vandet som muligt, hvorefter badegæsten kunne træde direkte ud i vandet uden at vise sin bare krop, som badedragten afslørede uanstændigt meget af efter tidens målestok.
Efterhånden som badegæsternes antal steg, måtte man opgive at rulle vognene ud i vandet, og badehusene blev stående på stranden og brugt som omklædningsrum.
I dag har Blokhus tilladelse til at opstille 47 badehuse på stranden og kun i perioden fra 1. maj til 30. september.
Alle de andre badegæster kan man sige bruger nutidens badevogne – bilerne – Blokhus har som et af de få steder i landet adgang til at køre på stranden.
Vi nærmer os nu med hastige skridt den 30. september og belært af erfaringerne fra for 3 år siden, da stormen “Knud” ramte Blokhus den 23. september, så køres der i disse dage lastbiler i pendulfart fra stranden med de ikoniske badehuse, da der varsles storm på torsdag.
Da “Knud ” ramte Blokhus for 3 år siden blev badehusene mildest talt smidt rundt på stranden og omkring 25% blev slået til pindebrænde. Så belært af erfaring tages et stormvarsel alvorligt.