Tungvognscenter Nord ved Nordjyllands Politi kontrollerede fredag den 30. august 2019 en estisk trækker (lastbil) med en dansk sættevogn. Man fandt 33 lovovertrædelser – bøden lød på 107.000 danske kroner.
Fredag morgen den 30. august 2019 standsede politiets Tungvognscenter Nord en estisk indregistreret trækker med dansk sættevogn på motorvej E45 ved afkørslen Hjallerup/Lyngdrup.
”Da vi standsede chaufføren, legitimerede han sig med svensk og ukrainsk pas, da han havde dobbelt statsborgerskab. Han boede aktuelt i Ukraine og havde ukrainsk kørekort, men samtidig norsk førerkort og norsk chaufføruddannelsesbevis. Manden fremviste samtidig transportpapirer for international indgående transport fra Sverige til Danmark. Så det var allerede dér en kompleks situation,” fortæller politikommissær Claus Kjær-Pedersen, Tungvognscenter Nord.
Problemer med tachografen
Politiet fik hurtigt en fornemmelse af, at pågældende chauffør og hans vognmand langtfra levede op til de lovmæssige krav, så der var brug for en dybdegående undersøgelse af køretøjet og chaufførens papirer. Tachografen viste eksempelvis, at chaufføren aktuelt holdt pause, at der blev kørt uden kort (hvilket ikke var tilfældet), og at tidsangivelserne ikke stemte overens med reel dansk tid.
”I sådan en situation ved vi, at der enten er en fejl på systemet, på kortet i tachografen, eller at der er tale om bevidst snyd – det vil sige, at man har manipuleret med teknikken for at køre-/hviletiderne skal fremstå anderledes,” forklarer Claus Kjær-Pedersen.
Det viste sig, at chaufførens kort var udløbet den 15. juni 2019. Samme dato var ifølge tachografen chaufførens sidste kørsel – hvilket tydeligvis ikke var i overensstemmelse med virkeligheden.
Videre undersøgelser afdækkede 33 lovovertrædelser
På politigården i Aalborg kunne politiet konstatere, at chaufførens uddannelsesbevis også var udløbet. Chaufføren blev efterfølgende afhørt med hjælp fra en tolk, trækkeren blev grundigt kontrolleret, og man var i dialog med speditøren, anklagemyndigheden og politiets regnskabsafdeling for slutteligt at kunne summere overtrædelserne og de mange sigtelser op i følgende:
- 23 kørsler på ugyldigt førerkort
- 8 overtrædelser af køre-/hviletidsreglerne
- 1 overtrædelse mht. udløbet chaufføruddannelsesbevis
- 1 overtrædelse idet tilladelse til kørsel i EU ikke var gyldig
Forholdene måtte registreres under i alt 65 journalnumre, og den samlede bøde lød (pga. bødeloftet i køre-/hviletidssager) på ”kun” 107.000 kroner, som chauffør og vognmand skulle udrede til den danske stat. Bøden blev betalt, og politiet udleverede trækkeren og lasten.
Chaufføren fik desuden en betinget frakendelse af førerretten.