Sådan undgår du indbrud i den søde juletid

Vinduerne er tyvenes foretrukne indgang til hjemmet Foto: Arkiv
Print Friendly, PDF & Email

Er dine vinduer sikre nok? Julen er hjerternes fest, men ikke alle højtidens gæster er lige velkomne. December måneds sammenkomster og rejseaktiviteter har det med at tiltrække uønsket besøg i tomme boliger. Du kan heldigvis komme den ubehagelige oplevelse i forkøbet ved at sikre vinduerne, der er en af tyvens foretrukne indgange til huset.

Juleferien nærmer sig, og duften af julebag er så småt begyndt at brede sig i de danske hjem. Desværre holder tyvene ikke juleferie, og når boligen i højtiden står tom i længere tid ad gangen, kan det friste de langfingrede gæster og vække bekymring blandt boligejere.

I øjeblikket bliver der dagligt brudt ind i næsten 50 danske hjem, hvilket er meget sammenlignet med vores nabolande. Det viser en ny måling fra Bo Trygt, som Trygfonden og Realdania står bag i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. Ifølge undersøgelsen overvurderer mange husejere indbrudssikkerheden i eget hjem og tror ikke, det er nødvendigt at foretage yderligere sikringsforanstaltninger. Ofte er der dog flere tiltag at ty til, for som undersøgelsen også viser, har 4 ud af 10 danske huse hverken nye vinduer eller sikringsbeslag, på trods af at vinduerne er en populær indgang blandt tyvene.

Hvis du gerne vil sikre dig, at din bolig er tilstrækkeligt garderet mod indbrud, er det en god idé først og fremmest at vende opmærksomheden mod vinduer og døre. På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside lyder det blandt andet:

– Når boligens vinduer, døre og låse er robuste, er det vanskeligere for tyven at bryde ind. Det tager længere tid, og risikoen for at blive opdaget er derfor større. Det er tyven ikke interesseret i. Når en tyv begår indbrud, er det vigtigt for ham, at han kan komme hurtigt ind og ud igen med tyvekosterne. Derfor kan indbrudssikre døre og vinduer virke afskrækkende på en indbrudstyv.

Blokér juletyvens adgang til boligen

Dermed gør det underværker for indbrudssikkerheden at sikre vinduerne forsvarligt. Det understreger Klaus Tiedemann, der rådgiver private boligejere hos vinduesproducenten Velfac og har stor erfaring med at blokere vejen for de uønskede gæster. Der er meget, du kan gøre for at optimere indbrudssikkerheden, fortæller han:

– Vinduerne er en af tyvens foretrukne indgange. Når du skal tjekke op på boligens indbrudssikkerhed, er det en god idé at starte med at undersøge, hvordan den udvendige del af boligen er sikret. Skalsikring er nemlig en effektiv måde at forebygge indbrud, hvor du sørger for at både vinduer, døre og låse sikres, så boligen bedre modstår indbrudsforsøg.

Han forklarer samtidig, at du forholdsvist enkelt kan forhindre indtrængen med værktøj som koben og skruetrækkere. Her handler det om at eftersikre dine vinduer med beslag og sikringsskinner:

– Hvis dine vinduer er udstyret med hasper eller paskvilgreb, bør de sikres mod en såkaldt underboring, hvor tyven borer ind gennem vinduesrammen for at dreje låsemekanismen i vinduet. Vinduer med hasper bør opgraderes med en lille sikring på toppen, mens vinduer med paskvilgreb kan sikres ved at skifte til et greb med indbygget lås, forklarer Klaus Tiedemann og fortsætter:

– En anden velkendt metode blandt indbrudstyve er at fjerne udvendige glaslister og herefter ruden. Særligt i forbindelse med ældre vinduer er denne fremgangsmåde både lydløs og nem for tyven. Et godt tip er at skrue glaslisterne fast med envejsskruer, og ellers kan du vælge sikkerhedslimede ruder eller vinduer, hvor glaslisten er monteret på indersiden. Det forhindrer nemlig, at ruden kan fjernes udefra.

Vælg vinduer med indbygget sikkerhed

Hvis du alligevel overvejer at udskifte dine vinduer, kan du slå to fluer med et smæk. Udover at nye vinduer giver facaden en visuel opgradering, er det en enkel og effektiv vej til sikre vinduer, hvor du samtidig undgår at eftermontere sikringsudstyr, som påvirker vinduets udseende.

Hvis du vælger en model, der fra start er designet til at modstå indbrud, vil en vinduesudskiftning gøre underværker for indbrudssikkerheden. I denne forbindelse anbefaler vinduesproducenten blandt andet at gå efter fuldlimede ruder og indvendige lister, der gør det umuligt for tyven at fjerne listerne og herefter glasset.

– Mange boligejere vægter tryghed højt, og derfor er vinduer fra Velfac grundigt sikret mod indbrud. Sikkerheden øges markant med sikkerhedslimede ruder, specialdesignede beslag og et solidt lukkesystem, og dermed spænder vores vinduer ben for tyven og gør det besværligt at bryde vinduerne op, fortæller Klaus Tiedemann.

Med andre ord er nye vinduer med til at signalere sikkerhed og skabe tryghed for dig som boligejer, da tyven i mødet med en robust vinduesløsning med forskellige sikkerhedsforanstaltninger ofte vil opgive og bevæge sig videre.

Desuden kan du skrue ekstra op for sikkerheden ved at vælge greb med lås eller lamineret glas i ruden. Uanset hvilken vinduesløsning du vælger, bør du dog have boligens stil med i overvejelserne. Du kan nemlig finde indbrudssikre vinduer, der giver et flot løft til facaden, uanset om dit hus er moderne eller klassisk i sit udtryk.

Flere gode råd til en tryg juleferie

1) Lys er godt – både indenfor og udenfor.

2) Husk at låse alle døre og lukke alle vinduer grundigt.

3) Gem værdierne væk, så de ikke er synlige udefra.

4) Fjern haveredskaber og stiger, som tyven kan bruge som ’arbejdsværktøj’.

5) Vasketøj, skrald og rod er godt. Det får det til at se ud som om, at nogen er hjemme.

6) Lav aftaler med dine naboer om at holde øje.

Kilde: VELFAC Tryghedsguiden