Præstens Have modtager støtte til scenedække til udendørs arrangementer
Præstens Have i Ingstrup har modtaget en generøs donation på 55.000 kr. fra Lions Club Hvetbo. Midlerne skal bruges til at etablere et scenedække, der vil gøre det muligt at afholde udendørs arrangementer som gudstjenester, bryllupper, teaterforestillinger og koncerter, uafhængigt af vejret. Det nye scenedække vil løfte stedet som kulturelt og socialt samlingspunkt i lokalområdet.
Donationen blev overrakt den 13. december 2024 ved Lions Club Hvetbos årlige arrangement, der fandt sted i loppemarkedshallen på Håndværkervej 4 i Saltum. Her var årets modtagere samlet til en festlig dag, hvor formanden for donationsudvalget, Christian Hem, og Lions Club Hvetbos formand, Asker Geyti, stod for overrækkelsen.
Lions Club Hvetbo har i løbet af 2024 uddelt i alt 500.000 kr. til lokale og nationale projekter. Denne store indsats viser klubbens dedikation til at støtte initiativer, der fremmer fællesskab og udvikling i lokalområderne.
LÆS OGSÅ: Lions Klub Hvetbo donerer 350.000 kr. til lokale frivillige ildsjæle