ForsideAabybroPollenallergikere kæmper for en aktiv hverdag

Pollenallergikere kæmper for en aktiv hverdag

En aktiv hverdag med pollenallergi, høfeber eller astma er mulig for de fleste, hvis man er velbehandlet. Det sætter Astma-Allergi Danmark fokus på med den landsdækkende Snot or not-kampagne.

Det er muligt at dyrke motion midt i pollensæsonen. Men hvis øjnene klør, vejrtrækningen driller, og nysene kommer i hobetal, kan det være svært. Symptomerne kan nemlig skyldes pollenallergi, høfeber og astma.

– Vi ved fra vores medlemmer, at en aktiv hverdag med pollenallergi er en stor udfordring, hvis behandlingen ikke fungerer. Ikke mindst for dem, der også har astma. Derfor er det vigtigt at få den nødvendige rådgivning, så man sikrer, at man er velbehandlet, siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Astma-Allergi Danmark sætter netop nu fokus på, at en aktiv hverdag er mulig, hvis man er velbehandlet og følger en række gode råd. Som en del af Snot or not-kampagnen inviteres alle til at deltage i Team Astma-Allergi Danmark. Teamet er aktivt i hele maj måned, hvor pollensæsonen er på sit højeste.

Team viser, at det er muligt

Alle kan blive en del af Team Astma-Allergi Danmark – også hvis man ikke har høfeber og astma. Som en del af teamet får man hjælp til en mere aktiv hverdag. Deltagerne støtter astma- og allergisagen uanset niveau og motionsform og har et fælles mål om at inspirere andre til at få en aktiv hverdag.

Samtidig råder Astma-Allergi Danmark alle, der føler sig begrænset i pollensæsonen, til at søge egen læge eller ringe til Astma-Allergi Danmarks Rådgivning. Det er også muligt at finde information lokalt, da 36 klinikker og sygehusafdelinger over hele landet bakker op om kampagnen. 

Heftig pollensæson gør sport svært

En tidligere undersøgelse fra Astma-Allergi Danmark viser, at pollenallergi gør det svært at fastholde en aktiv hverdag. Hver 10. adspurgte pollenallergikere har her meldt fra til sportsaktiviteter fire gange eller mere i løbet af en pollensæson. Dette års pollensæson er ingen undtagelse. Mange dropper træning eller drosler ned på grund af deres pollenallergi, høfeber eller astma.

En af dem er 61-årige Mette Lund, der har allergi over for elm og birk:

– Jeg er fysisk begrænset, og det har været rigtig slemt i år. Jo værre pollental, jo mindre fysisk aktivitet. Jeg kan ikke løbe, når pollentallet er på sit højeste. Jeg kan gå, men med smertende lunger, ondt i svælget, løbenæse og kolossal træthed, fortæller hun.

Mette Lund følger Dagens Pollental fra Astma-Allergi Danmark, så hun kan tage sine forholdsregler, når hun skal være aktiv.

Aktiv ude trods pollenallergi? Følg disse råd:

  • Hold dig opdateret med appen Dagens Pollental. Den er gratis og kan ud fra det forventede pollenniveau hjælpe dig med at planlægge dit medicinindtag og dine udendørsaktiviteter.
  • Gå til lægen, hvis du ikke føler, din medicin giver lindring af dine symptomer, eller hvis du oplever nye symptomer, fx med vejrtrækningen.
  • Har du astma, så husk altid din akutmedicin.
  • Hvis du har astma og synes, at din vejrtrækning bliver påvirket af fysisk aktivitet, så tal med din læge om muligheden for at tage astmamedicin, før du er aktiv.
  • Løb gerne i skoven, da træerne kan fungere som et filter. Men undgå fx birkeskov, hvis du er allergisk over for birkepollen.
  • Brug en pollenmaske, hvis du cykler, da den filtrerer pollen væk og hjælper med at holde det væk fra luftvejene.
  • Brug solbriller eller cykelbriller ved motion udenfor, da de skærmer for, at pollen kommer ind i øjnene og giver symptomer.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER