Over 250 svømmere kæmper til Regionsmesterskaberne i DGI-Huset Aabybro d. 28. og 29. oktober

DGI Huset Aabybro
DGI Huset Aabybro. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Over 250 svømmere kæmper til Regionsmesterskaberne i DGI-Huset Aabybro d. 28. og 29. oktober

SVØM Danmark og Aabybro Svømmeklub er meget stolte over at kunne byde velkommen til endnu et weekendstævne i Aabybro. Efter den store succes ved Vestdansk Børne Medley Mesterskaber 2023 (Nord) i april, slår Aabybro Svømmeklub sammen med Svømmeklubben Jet og 24 Timer i Hjallerup dørene op for 2 dage med masser af svømning. Svømmerne kommer fra Nordjylland helt fra Hjørring til Thisted og Hobro. Der er deltagere fra i alt 11 klubber i år. Til dette stævne er stiller 20 af Aabybros egne svømmere op og deltager dermed i det store stævne. Derudover stiller Aabybro stærkt op med holdkapper.

Foto: Aabybro Svømmeklub

Samarbejdet mellem Aabybro Svømmeklub, Svømmeklubben Jet og 24 Timer i Hjallerup er kommet i stand via Svøm Danmark Region Nordjylland. ”Vi er utroligt glade for at vi kunne få et samarbejde op at køre. Vi er i Aabybro Svømmeklub igen i år en del af Knæk Cancer Aabybro, der også afvikles i DGI-Huset denne weekend. Vi synes det er vigtigt, at vi kan styrke samarbejdet lokalt og så skal vi også være en del af Knæk Cancer – det er Aabybro der står sammen for at få samlet ind til denne utroligt vigtige sag også”, fortæller Stefan Stenberg, cheftræner og stævneleder i Aabybro Svømmeklub.

Stævnet afvikles over 2 dage og starter lørdag formiddag med de første løb Der kæmpes individuelt hen over weekenden i alle svømningens discipliner: frisvømning, brystsvømning, butterfly, rygsvømning og medley, både korte som lange distancer.

Tidtagningen under stævnet foregår elektronisk. Stævnet kan således følges hele weekenden online på www.livetiming.dk, www.svømmetider.dk og www.swimify.com. Med brug af SvømDanmarks el-tidtagningsanlæg, er det muligt at se svømmerens tid, blot 1-2 sekunder efter at svømmeren er i mål. Denne tidtagning er almindelig ved alle større stævner.

Deltagerne, trænere og ledere er hen over weekenden indkvartereret på Aabybro Friskole.

Aabybro Friskole Foto: Jammerbugtposten.dk

Arrangørgruppen er glade for at have værtskabet for dette stævne, og det er kun muligt med hjælp fra rigtig mange frivillige, dels er der udført et kæmpestort planlægningsarbejde de sidste mange måneder, og naturligvis venter der mange praktiske opgaver under selve stævnet for at alt går som planlagt.