ForsideJammerbugtOpfordring fra dyrlæge: Beskyt dine kæledyr mod forårets farer

Opfordring fra dyrlæge: Beskyt dine kæledyr mod forårets farer

Opfordring fra dyrlæge: Beskyt dine kæledyr mod forårets farer

Forårets varmere vejr får de fleste af os til at tilbringe mere tid udendørs. Vejrskiftet betyder dog også, at kæledyrsejere skal være ekstra opmærksomme på en række farer, som kæledyrene kan støde på i forårs- og sommermånederne, lyder det fra dyrlæge.

Endelig står de lune måneder for døren, hvor størstedelen af os bruger mere tid udendørs. Det gælder også vores firbenede venner, som nyder godt af ekstra gåture og leg i naturen. Men i takt med forårets indtræden er der også en række farer, som vores kæledyr kan støde på udendørs, lyder det fra chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis:

– Selvom foråret og sommeren er en skøn tid for både kæledyr og mennesker, er det også en tid, hvor hunde- og katteejerne skal være ekstra opmærksomme, da dyrene i de lune måneder kan støde på en række farer i naturen, som i værste fald kan være livstruende, forklarer Hanne Friis, som kommer med en opfordring til, hvad man bør være særligt opmærksom på i foråret.

Giftige forårsblomster

I foråret pibler det frem med fine blomster, som pynter i naturen og i haven. For kæledyrene kan det dog være en knap så spændende affære at komme for tæt på forårsblomsterne, i særdeleshed løgplanter, som blandt andet tæller erantis, vintergækker, tulipaner, påskeliljer, liljekonvaller og almindelige liljer.

– Mange er ikke klar over, at flere af de smukke forårsblomster indeholder giftstoffer i både stængel og blomsterløg. Selv en mindre andel af løget fra en påskelilje er nok til at tage livet af en middelstor hund som for eksempel en golden retriever, og det er derfor vigtigt, at man ikke har opgravede løg liggende tilgængeligt, og at man generelt holder øje med hundens færden, forklarer Hanne Friis. 

Farlige flåter

Flåten er en lille mide med otte ben, der til forveksling minder om en edderkop, men som kan være yderst farlig for vores kæledyr. Den lever af at suge blod fra fugle og pattedyr, og på den måde kan den let overføre sygdomme.

– Når flåterne har bidt sig fast og suger blod, kan de overføre sygdomme, som kan være farlige for hunde og katte. På apoteker og dyrehospitaler kan man heldigvis få flere forskellige præparater, som kan beskytte dyrene mod flåtbid. Det er desuden en god idé altid at børste pelsen grundigt igennem, når dyret har været ude, siger Hanne Friis.

Pas på med gødning

Udover forårsblomster og flåter er det ifølge Hanne Friis også vigtigt at være opmærksom på gødning, som kan udgøre en alvorlig fare for kæledyret. For eksempel kan indtagelse af gødning forårsage mave-tarmproblemer, forgiftning eller i værste fald død hos kæledyr, og derfor anbefales det at opbevare gødning utilgængeligt for kæledyr og rydde grundigt op efter brug.

Skulle uheldet i løbet af foråret være ude, og dit kæledyr støder på nogle af forårets farer, opfordrer Hanne Friis til at reagere hurtigt og kontakte dyrlægen, således dyret kan blive tjekket og få den rette behandling.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER