Mangel på fornyelse i Venstre får Aabybro-politiker til at trække sit borgmesterkandidatur

Michael Krogsgaard
Formand for Teknik og Miljøudvalget Michael Krogsgaard (V) Foto: Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

Mangel på fornyelse i Venstre får Aabybro-politiker til at trække sit borgmesterkandidatur

Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune Michael Krogsgaard (V) har indtil i dag været kandidat til at overtage borgmesterposten, når Mogens Gade stopper senest d. 31. december 2025. Mogens Gade stopper som borgmester, men fortsætter i politik og opstiller til kommunalvalget i 2025. På baggrund heraf har Michael Krogsgaard besluttet ikke længere at være i spil som borgmesterkandidat forud for opstillingsmødet i Brovst d. 16. april.

Ifølge Michael Krogsgaard er der behov for fornyelse og nye visioner både i partiet Venstre, i det politiske samarbejde og i administrationen omkring Jammerbugt Kommune. Mogens Gade fortsætter i politik, og på den baggrund ønsker Michael Krogsgaard derfor ikke længere at være i spil som borgmesterkandidat.

“Jeg har ønsket at stille mig i spidsen for Venstre med udgangspunkt i og med ønsket om fornyelse. Jeg har respekt for det arbejde, som Mogens Gade har udført for Jammerbugt Kommune, men jeg mener samtidig at tidspunktet for, at han stopper senest med udgangen af denne valgperiode, er det rigtige. Mogens Gade har dog meddelt, at han genopstiller for Venstre Jammerbugt til valget i 2025. Den beslutning kan jeg ikke bakke op om. Mogens Gade har haft sin tid, og jeg ønsker ikke at være borgmesterkandidat for Venstre på dette grundlag”, siger Michael Krogsgaard.

Michael Krogsgaard har samtidig besluttet at melde sig ud af partiet Venstre og fremadrettet være løsgænger.

“Jeg har fortsat mange politiske visioner for udviklingen af Jammerbugt Kommune, som jeg vil arbejde for at realisere i godt samarbejde med den øvrige kommunalbestyrelse og vores dygtige medarbejdere. Det ser jeg frem til at gøre resten af denne valgperiode og efter kommunalvalget i 2025, hvis vælgerne fortsat viser mig deres tillid”, siger han og fortsætter:

“Jammerbugt Kommune skal fortsat være en god kommune at bo, leve, arbejde og drive virksomhed i. Der er brug for helt nye øjne i det politiske arbejde og det daglige arbejde i direktionen og administrationen. Vækst og udvikling er afgørende, og derfor skal vækst- og udviklingsforvaltningen have tilført flere ressourcer. Det er afgørende, at borgerne og vores erhvervsliv, turismen og landbruget sikres effektiv planlægning, rådgivning og sagsbehandling”.

Michael Krogsgaard understreger, at han gerne fortsætter på posten som formand for Teknik- og Miljøudvalget, hvilket i sidste ende dog vil være op til hans politiske kollegaer.

5 KOMMENTARER

  1. Det er sørgeligt at dette skal ske, men ikke forvente andet og har også sagt det i Venstre Brovst bestyrelse at det ville få konsekvenser før eller efter valget. Fornyelse er vejen frem og at borgmesteren genopstiller efter valget vil kun gøre at fornyelse ikke kan komme i spil. At du samtidig trækker dig fra Venstre gør jeg også overvejer min bestyrelsespost da det viser borgmesteren ikke kan se han splitter Venstre ad med sin handlinger hvilket jeg under mig over da han normalt er ganske fremsynet. Dette kræver at Venstre Jammerbugt må komme på banen med en forklaring og holdning fra formanden sammen med borgmesteren således at det IKKE skader de lokale bestyrelse da det ene og ale hviler på manglende dømmekraft fra borgmesteren. Personligt havde jeg set 1 kandidat og har sagt dette også da 2 kun skaber mistillid og frustrationer mellem kandidaterne og partiet Venstre i Jammerbugt. Der er efterhånden en del møgsager af diverse art med manglende svar med Kell og andet som kræver at det er tid til at få lorten på bordet og finde ud af hvem siger sandheden og hvem lyver eller fortier oplysninger. Håber at Venstres byrådsgruppe har ryggrad nok til at få sagerne på bordet og få rette op på renommeet for Venstre Jammerbugt skyld da vi eller kan se os på vej ned i lortet som Venstre på landspolitisk også er. En meget skuffet og sur medlem af Venstre Brovst

  2. Din beslutning lyder fornuftig. Vi håber, at du for fremtiden vil behandle sommerhusejernes sager på et oplyst og kvalificeret grundlag. Det skal ikke bare være vækst og store huse for enhver pris, hvor man blot lader hånt om naturen og naboerne. Vi skal tænke over, hvilke aftryk, vi sætter. Vi -for vores vedkommende – har fået et stort byggeri lige ved siden af vores sommerhus med meterhøje volde og hegning, mens vi 50 meter fra vores terrasse får udsyn til en affalds-ø. Begrundelse lyder: “Jammerbugt Kommune vurderer”, at det kan indpasses i området! En ven har nu udsigt til en række hjulkapsler fra sin terrasse og stue, efter at I tillod et stort nybyggeri ved siden af vedkommende. Begrundelse fra kommunens side: “JK vurderer, at det kan indpasses i området”…Høring er en by i Rusland – det mener ombudsmanden åbenbart også om JK….

  3. Jeg forstår godt Michael Krogsgaard. Sammenligner med at flytte sammen med en ny partner og så opdage, at den tidligere kone også skal bo i huset. Duer ikke, når der også skal ske en tiltrængt fornyelse. Ønsker for os alle, at “det ender godt” .

  4. En fornuftig og tiltrængt beslutning. Vi håber, at ”det nye flertal” vil behandle sommerhusejernes sager på et oplyst og kvalificeret grundlag. Det skal ikke bare være vækst og store huse for enhver pris, hvor man blot lader hånt om naturen og naboerne. Vi skal tænke over, hvilke aftryk, vi sætter. Vi -for vores vedkommende – har fået et stort byggeri lige ved siden af vores sommerhus med meterhøje volde og hegning, mens vi 50 meter fra vores terrasse får udsyn til en affalds-ø. Begrundelse lyder: “Jammerbugt Kommune vurderer”, at det kan indpasses i området! En ven har nu udsigt til en række hjulkapsler fra sin terrasse og stue, efter at I tillod et stort nybyggeri ved siden af vedkommende. Begrundelse fra kommunens side: “JK vurderer, at det kan indpasses i området”…Høring er en by i Rusland – det mener ombudsmanden åbenbart også om JK….

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn