Foråret er officielt over os, og solskinstimerne skal nydes udendørs. Derfor er det nu tid til at vaske vinteren af terrassen, så den er klar til familiens brug. Få ekspertens guide her.
Solskinstimerne bliver flere, temperaturerne højere og træerne grønnere.
Foråret er over os, og der går ikke længe, før det er tid til hygge på terrassen med familien. Efter en lang og våd vinter trænger de fleste terrasser dog til en kærlig hånd.
– Særligt træterrasser er ekstra udsatte om vinteren, hvor regn og sne kan medføre skimmelsvamp og alger på træværket. Også flisepest trives godt i fugten, og hvis der har ligget mange blade på dine fliser, risikerer du, at fugten har givet hvide pletter, der er svære at komme af med. Så der er brug for knofedt, hvis man skal have sin terrasse fin og klar til brug igen, siger Jacob Møller fra varehuskæden Biltema, som blandt andet forhandler vedligeholdelsesartikler til hus og have.
Fire tips til en forårsklar terrasse
Jacob Møller giver her sine bedste råd til at få terrassen forårsklar:
1. Rengør grundigt
Er din terrasse af træ, skal du skrubbe den med en skurebørste og trærens, så maling, olie og træbeskyttelse skrubbes af. Er din terrasse flisebelagt, skal du fjerne mos og ukrudt mellem fliserne med en fliserenser og herefter spule fliserne rene med en haveslange.
2. Fjern alger og flisepest
Alger kan både sætte sig på træ og fliser, og begge steder kan det fjernes med knofedt. Man kan dog også vælge at gå den kemiske vej og bruge algefjerner. Flisepest er sværere at få væk, og selvom brun sæbe kan tage noget af det, kræver det meget knofedt. I stedet kan du enten bruge fliserens eller en terrasserenser, der kan fjerne flisepesten uden kemi.
3. Beskyt og forebyg
Efter rengøring af en træterrasse er der brug for pleje. Find en olie eller træbeskyttelse, der passer til træet, og vent til du er sikker på, at der er tørvejr, og træet ikke er vådt eller fugtigt. På din fliseterrasse kan du overveje at fylde mere fugesand mellem fliserne, så ukrudtet har sværere ved at komme op.
4. Tjek møbler
Når terrassens underlag er klargjort, er det tid til at give terrassemøblerne et tjek. Start med at tørre dem over med en klud. Er møblerne af træ, skal de slibes ned, så olien eller malingen binder bedre. Giv dem herefter et godt lag olie eller maling – og husk, at de skal tørre et par dage, før de kan tåle vind og regn. Har du flet- eller plastikmøbler, er det nok med en grundig rengøring med en blød børste og sæbevand.