Matador trioen spiller i Tinghuset. Lørdag den 25/1 kl. 14.00
Matadortrioen fra Korsbæk spiller i Tinghuset.
Det nye år skydes i gang med manér når Tinghuset i Fjerritslev lørdag 25/1 får besøg af tre veloplagte og velspillende musikere fra Aalborg Symfoniorkester.
Hvad sker der når bogen lukkes, og den rigtig gode historie er slut eller rulleteksterne efter sidste afsnit af den fængslende TV-serie er løbet henover skærmen?
Ja, enten prøver forfatteren at lave den berømte og svære 2’er ; måske opstår der et nyt univers af for- eller bi- historier, eller også får succesfortællingen lov at stå alene og tale for sig selv som det helt særlige værk, den nu engang er. Og så er det op til alle beundrere og fans at finde ud af, hvad de vil stille op med alle de løse ender og mulige fremtidsudsigter for alle personerne i fortællingen.
Faktisk er dette sket blandt de utallige Matador- fans, som findes i det ganske land. Bakken har opført sit eget lille Korsbæk, som er befolket af skuespillere, og de besøgende kan gå en tur på Postgården og nyde en god middag. Desuden danner kulisserne hvert år rammerne for DM i Matador, hvor deltagerne dyster i hardcore afsnit – paratviden.
Matadorserien rummer desuden en hel del god musik udover den udødelige titelmelodi. De tre hovedkarakterer i serien Elisabeth Friis, Kresten Skjern og Dr. Hansen danner i slutningen af serien en klavertrio, som også har til formål at dække over deres engagement i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Da tyskerne kommer lidt for tæt på, brænder de det belastende materiale og opløser trioen med løftet om at spille igen efter krigen. ”Efter krigen kan vi alt”, siger de til hinanden inden de skilles.
Tre Aalborg musikere som alle har tilknytning til Aalborg Symfoniorkester, og som efterhånden har gæstet Fjerritslev et par gange, har ladet sig inspirere af historien og musikken i Matador. Klavertrioen, som består af Synnøve Gustavsson, violin, Hanne Houengaard, cello og Arne Jørgen Fæø, klaver har forsøgt at tage den musikalske tråd op, hvor serien sluttede og sammensat et program, som består af musik fra den folkekære serie, samt stykker, som meget vel kunne have været spillet, hvis Matadortrioen havde spillet en hel koncert på Postgården i Korsbæk.
Publikum kan glæde sig til et farverigt og varieret program med smuk musik, og sammen med et par gode historier fra de svundne tider i Korsbæk er der lagt op til, at alle kommer i den skønneste Matadorstemning.
Billetter kan købes Hos Renes Vin og Grønt eller bestilles via Tinghusets hjemmeside.