Influenzasæsonen står for døren. Fra 1. oktober kan personer over 65 år, gravide i 2. og 3. trimester og borgere med kroniske sygdomme og andre i særlig risiko blive vaccineret gratis mod influenza. Også børn i alderen 2-6 år kan få vaccinen.
I år står vi i en særlig situation, hvor COVID-19 stadig er i samfundet, og derfor er det ekstra vigtigt at forebygge al den sygdom vi kan, blandt andet gennem influenzavaccination.
På den måde undgår vi at belaste sundhedsvæsenet, og vi beskytter personer, der er i øget risiko. Influenza udgør nemlig en særlig risiko for mange af de samme mennesker, der også risikerer et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver syge med COVID-19.
Find mere information om vaccinationen og få et fuldt overblik over, hvem der er omfattet af vaccinationstilbuddet på: sst.dk/influenza.
Fakta om det gratis tilbud om influenzavaccination
Følgende grupper er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination:
• Alle personer, der er fyldt 65 år
• Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
– Kronisk lungesygdom
– Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
– Diabetes 1 eller 2
– Medfødt eller erhvervet immundefekt
– Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
– Kronisk lever- og nyresvigt
– Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
• Gravide i 2. og 3. trimester
• Børn på 2-6 år
• Svært overvægtige med BMI > 35
• Førtidspensionister
• Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt
• Personale i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza
• Børn og voksne med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko