Det er med stolthed og armene over hovedet, at OplevditAabybro kan offentliggøre deres første projekt: Kids Town.
Ildsjælene bag OplevditAabybro fortæller: Vi har arbejdet intensivt på, at søge fonde til finansiering af vores nye projekt og Jammerbugt Kommune har valgt at imødekomme vores ansøgning om 60.000 kr. til projektet. Så et kæmpe stort TAK
De 60.000 kr. svarer til 17% af det samlede projektbeløb.
Så vi mangler altså stadig et stort beløb for at være i mål med finansieringen, men vi håber på, at andre fonde er klar til at bidrage til Aabybros nye Kids Town.
Kids Town er en anderledes legeplads med plads til bevægelse, leg, kreativitet og læring.
Det er en miniby i børnehøjde, der består af legehuse med tilhørende veje.
Kids Town skal fungere som en cykelbane, hvor man kan lære om trafikreglerne og hvor man kan slå en handel af i de tilhørende legehuse.
Banen/vejen skal indeholde hajtænder, fodgængerfelt, trafikskilte og rundkørsler.
Husene skal fungere som forretninger og andre funktioner, der i øvrigt findes i Aabybro by. Det kan f.eks. være en bager, købmand eller ejendomsmægler. Desuden skal der være et torv til byens brugere, som man kan optræde på og lave forskellige aktiviteter for byens børn. I hver ende opstilles bord-/bænkesæt, alle kan benytte.
Vi er i dialog med kommunen vedrørende placeringenen af Kids Town.
Vi vender tilbage når vi har nyt igen.
Ps. skal du købe et af de attraktive legehuse? Så kontakt Mathias fra Nybolig på 9696 1120