Naturcamp i Ungdomsskolen i efterårsferien

Arkivfoto.
Print Friendly, PDF & Email

Ungdomsskolen i Jammerbugt Kommune afvikler to overnatninger i Naturcenter Fosdalen i efterårsferien. Naturcampens formål er at øge trivslen for den gruppe af elever i 6. og 9. klasse, der har haft det særligt svært under Corona.

Coronanedlukninger har været svære for mange, men for børn og unge med sociale trivselsudfordringer har det været en særlig udfordring. Derfor skal 10-15 børn og unge deltage i en naturcamp, og på den måde få styrket deres evne til at skabe relationer gennem samvær og fællesskaber i naturen. I løbet af naturcampen er der også fokus på faglig indsigt i det naturfaglige område.

”Vi står med en klar oplevelse af, at Corona har udfordret vores børn og unge menneskers sociale relationer og generelle trivsel. Derfor er jeg glad for, at Ungdomsskolen afvikler en camp med fokus på netop sociale relationer og fællesskaber. Det håber jeg bliver en gevinst får de børn og unge, der kommer til at deltage i naturcampen”, udtaler Ulla Flintholm, formand for Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune.

Inspirationen til at afholde en naturcamp for målgruppen er blandt andet kommet fra de gode erfaringer, kommunen fik, da der blev afholdt sommerskoleaktiviteter i sommerferien.

Tanken om en naturcamp er helt i tråd med Ungdomsskolens profil, hvor der er fokus på naturen og de mange muligheder for aktiviteter den tilbyder. Til at afvikle naturcampen har Jammerbugt Kommune fået knap 50.000 kr. fra Ungdomsskoleforeningen.

”Det er glædeligt, at vi har fået penge til at afvikle en aktivitet, der ligger så tæt på Ungdomsskolens kerne, hvor vi har fokus på naturen og de unges personlige udvikling”, siger Kjeld Hedegård Nielsen, der er formand for Ungdomsskolens bestyrelse.

Michael Enodden, der er leder af Jammerbugt Ungdomsskole, glæder sig også over, at ansøgningen er blevet imødekommet:

”Bevillingen giver os mulighed for at lave et tilbud til en helt specifik gruppe af børn og unge og give dem et tilbud, hvor vi sætter fokus på det at være sammen og løse praktiske opgaver. Aktiviteterne er med til at styrke fællesskabet, og samtidig give vi dem indsigt i det naturfaglige område. Det er helt naturligt for os, at vi benytter og inddrager de muligheder, som naturen i Jammerbugt giver, og derfor er det også oplagt, at vi bruger Naturcenter Fosdalen som ramme for naturcampen”, forklarer Michael Enodden.

De 10-15 børn og unge, der skal deltage på naturcampen bliver udvalgt af Ungdomsskolen i samarbejde med Familiecentret i Jammerbugt Kommune, som har stort kendskab til målgruppen.

For yderligere informationer, kontakt:
Formand for Børne- og Familieudvalget Ulla Flintholm tlf.: 4191 1503
Formand for Ungdomsskolens bestyrelse Kjeld Hedegård Nielsen tlf.: 20715275
Leder af Jammerbugt Ungdomsskole Michael Enodden tlf.: 4191 3231