Klar opfordring fra livredderne: Hold godt øje med børnene ved vandet – uanset om de kan svømme eller ej
Hedebølgen er slut, men TrygFondens livreddere på de danske strande og havnebade har fortsat haft meget at se til. De kommende dage byder på mere sol og varme, og vælger man at tage en tur til vandet, er livreddernes klare opfordring hele tiden at have et øje på sine børn – både på land og i vandet og uanset deres svømmefærdigheder
Efter en meget varm og travl start på sæsonen har livredderne fra TrygFonden Kystlivredning haft nogle lidt mere rolige dage. Dog har der stadig været meget at se til, og en af de tilbagevendende opgaver for livredderne er at finde børn, der er blevet væk – eller hjælpe børn med at finde tilbage til deres forældre eller bedsteforældre.
– Vi oplever hvert år, at børn og forældre eller bedsteforældre bliver væk fra hinanden på stranden. Heldigvis er det altid lykkedes at genforene familierne igen, men derfor er det stadig vigtigt at minde om, at et barn alene i eller ved vandet hurtigt kan udvikle sig til en alvorlig situation, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:
– Kendetegnende for drukneulykker, hvor det ender galt, er, at de sker, når folk er på egen hånd. Hav derfor altid et øje på dit barn, når du er ved vandet – selv børn, der svømmer godt i en svømmehal, kan nemt komme i vanskeligheder i havets strøm og bølger.
I sidste uge kunne en hyggelig badetur med familien ved Havnebadet på Islands Brygge have udviklet sig meget alvorligt, da en syvårig pige sprang i vandet ved det store børnebassin og straks begyndte at plaske. Det lignede, at hun legede, men livredderne holdt øje og så, at hun ikke trak vejret, så de skyndte sig hen og fik hevet pigen op, der bortset fra forskrækkelsen var ok.
– Kun livredderne var klar over, hvor alvorlig situationen faktisk var, og episoden viser, hvor hurtigt en badetur kan ende fatalt. De voksne skal hele tiden holde øje med deres børn – især når børnene ikke kan svømme. Gå allerhelst med børnene i vandet. Så får man glæden ved at gøre noget sjovt i fællesskab, og børnene lærer samtidig, at en badetur ikke bør foregå alene, men sammen med andre, siger Anders Myrhøj.
Se, hvor du finder den nærmeste strand eller havnebad med TrygFondens livreddere, her: https://respektforvand.dk/find-et-badested
Aktionstal for uge 27 (29. juni – 5. juli 2026)
TrygFondens livreddertårne blev åbnet fredag den 27. juni, og livredderne er denne sommer til stede på i alt 34 strande og havnebade.
I uge 27 (29. juni – 5. juli) gennemførte livredderne i alt 5.751 indsatser, hvoraf det i fire tilfælde blev vurderet, at én eller flere personer var i livsfare. Derudover var der 250 almindelige førstehjælpsaktioner, 920 forebyggende aktioner og 4.577 oplysende indsatser.
Livreddernes fire typer indsatser på strandene:
- Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer er i livsfare.
- Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
- Forebyggende indsatser, hvor livredderne er ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
- Oplysende indsatser, hvor livredderne er i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.
Landsdækkende: 4 livreddende aktioner, 250 førstehjælpsaktioner, 920 forebyggende aktioner, 4.577 oplysende indsatser
Fire livreddende aktioner i uge 27
Hvide Sande Sydstrand, 1. juli 2026
En kitesurfer har styrtet sin kite i vandet cirka 300 meter ude 500 meter syd for tårnet. Kitesurferen kan ikke få dragen op igen, da linerne er viklet ind i hinanden. To livreddere sejler ud til manden, der gerne vil have hjælp til at komme sikkert ind til land. Livredderne hjælper med at få styr på linerne, mens båden holdes på sikker afstand af både kitesurfer og liner. Til sidst hjælpes kitesurferen op i båden med sit udstyr og sejles ind til land.
Ishøj Strand, 1. juli 2026
Vidner ude i vandet kalder på hjælp, da en ældre mand ligger cirka 100 meter ude i vandet og 150 meter til højre uden for livreddernes primære zone. Manden kalder efter hjælp, mens han ligger og plasker. Den ene livredder tager sit board ud til manden, der trækker vejret, men ikke reagerer på tale. Livredderen får sammen med en badegæst manden ind på land, og på vej ind kommer manden mere og mere til sig selv. Den anden livredder tager imod og vil undersøge manden, der imidlertid afviser nærmere undersøgelse og insisterer på, at han er ok. Manden er dårligt gående og fortæller, at han faldt i vandet og derfor ikke kunne komme ind selv. Trods livreddernes opfordring til at blive og få et ordentligt tjek, forlader manden stranden sammen med sin kone.
Balka Strand, 2. juli 2026
Livredderne holder øje med fire windsurfere, der går i vandet ved surfskolen nord for livredderposten. Fralandsvinden viser sig at være en for stor udfordring for de nye windsurfere, og de driver hurtigt til havs. Da moren i familien er 300 meter væk fra kysten og ikke har vendt sejlet mod stranden, vurderer livredderne, at hun ikke selv kan komme ind. Den ene livredder sejler ud til kvinden, der er ved godt mod, men overrasket over, hvor kraftig fralandsvinden er. Livredderen sejler kvinden og hendes udstyr ind til land og tager en snak med hele familien om vindforhold og baderåd.
Havnebadet ved Islands Brygge, 4. juli 2026
En familie med mor og to børn er ved det store børnebassin. Den største af børnene – en pige på 7 år – hopper i vandet og begynder at plaske. Det ser ud til, at hun leger, men livredderne holder øje, og da hun ikke har trukket vejret efter 10 sekunder, skynder den ene livredder sig at springe i vandet og får pigen op. Pigen hoster, men lader ellers til at være ok. Livredderne tjekker pigen flere gange efterfølgende og taler med moren om vand i lungerne, og at hun fortsat skal være opmærksom på symptomer.
Aktionstal fra de nordjyske strande for uge 27 (29. juni – 5. juli 2026)
Nordjylland: 0 livreddende aktioner, 21 førstehjælpsaktioner, 115 forebyggende aktioner, 802 oplysende indsatser
Blokhus: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 21 forebyggende aktioner og 185 oplysende indsatser
Løkken: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 39 forebyggende aktioner og 161 oplysende indsatser
Tornby: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 108 oplysende indsatser
Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 13 forebyggende aktioner og 118 oplysende indsatser
Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 6 førstehjælpsaktioner, 24 forebyggende aktioner og 123 oplysende indsatser
Nørre Vorupør: 0 livreddende aktioner, 9 førstehjælpsaktioner, 16 forebyggende aktioner og 107 oplysende indsatser

