Tranum Strand syder af musik
Rigtig mange besøger Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter når galleriet åbner op for en lang række professionelle koncerter i mange forskellige musikalsk genre. Man kan opleve et stort koncertprogram helt ud over det sædvanlige.
Tranum Strandgård har gennem de seneste år udviklet sig til et af Jammerbugtens populæreste spillesteder og præsenterer en lang række koncerter for det voksne og modne publikum. Folk strømmer til fra både nærområdet, fra turistlandet og mange kommer langvejs fra når dørene åbnes til koncert – fortæller Karsten Højen der er den koncertansvarlige på stedet.
Allerede på fredag kan man opleve Michael Falchs datter Mathilde Falch der sammen med sin trio optræder på scenen. Og ellers kan man opleve koncerter i en lind strøm med latin musik med Mexicanske Julián Maraboto og hans band onsdag den 22. juli, onsdag den 29. juli får kulturcentret besøg af Culchie der spiller irsk folkemusik fra øverste hylde. Onsdag den 12. august fyldes rummet af jazzede toner når den internationalt kendte jazz sangerinde med rødder i Zanzibar Nana Rashid når hun og hendes band indtager salen.
Senere i august onsdag den 26. august får Strandgården besøg af Chris Andersen fra Skagen, som har samlet en række afNordjyllands bedste blues musikere i form af Chris Andersen Bluesband. Og ikke at forglemme Rasmus Dissing onsdag den 9. september – og sådan fortsætter koncertrækken helt frem til slutningen af oktober.
Kulturcentret har bevidst valgt at tilbyde billige billetpriser og det betyder at der næsten altid er fuld hus til koncerterne. Men Karsten Højen der er programlægger i forbindelse med koncerterne fortæller at langt de fleste køber billet over nettet, men at man altid har mulighed for at købe billetter ved indgangen også.
Tranum Strandgård ejes af Jammerbugt Kommune, men stilles til rådighed for foreningen Strandgårdens Venner med Dorte Scheuer som formand. Foreningen har langt over 200 medlemmer. De mange skiftende kunstudstillinger på stedet drives ligesom koncerterne af en stor gruppe frivillige.
Den nyetablerede restaurant Spiseriet Midtpunkt ligger kun ca. 100 meter fra Tranum Strandgård og et rigtig godt samarbejde betyder at mange koncertgæster starter en musikalsk koncertaften med god mad på Spiseriet Midtpunkt.
Billetter kan købes gennem www.tranumstrandgaard.dk

