ForsideJammerbugtMænd får oftere job gennem netværk og bliver lidt oftere headhuntet end...

Mænd får oftere job gennem netværk og bliver lidt oftere headhuntet end kvinder

Knap en tredjedel af nyansatte mænds jobskifte var på baggrund af netværk ifølge Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse fra 2017, mens dette blot var tilfældet for knap en fjerdedel af kvinderne…
.
Af Klaus Hansen

Vejen til nyt job ser forskellig ud alt efter jobsøgendes køn, og hvorvidt den jobsøgende allerede er i job, eller er arbejdsløs.

I 2017 var der 651.000 lønmodtagere i Danmark, som havde siddet i deres nuværende job i op til 1 år, og som dermed enten havde skiftet job eller var kommet i arbejde efter arbejdsløshed mv.

31 pct. af de nyansatte mænd fik job gennem bekendte – altså deres netværk – mens dette gjaldt for 24 pct. af kvinderne. Dermed var netværket de nyansatte mænds primære vej til det nye job. Kvindernes primære vej til nyt job kom fra jobannoncer, hvorigennem 32 pct. fik nyt job.

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU). AKU er en kontinuerlig interviewundersøgelse. Den er kvartalsvis og baserer sig på en stikprøve. 85.000 danskere i alderen 15-74 år deltager årligt i undersøgelsen.

Anm: Spørgsmål om, hvordan man har fundet sin stilling er stillet til beskæftigede lønmodtagere, der har været ansat i deres nuværende job i op til 1 år.

De nyansatte mænd fik også i lidt højere grad end kvinder deres nye job ved at blive kontaktet af arbejdsgiveren – altså headhuntet. Knap hver syvende nyansatte mand (14 pct.) blev headhuntet mod hver tiende nyansatte kvinde (10 pct.). Mænd og kvinder havde stort set samme held med at få arbejde ved at kontakte arbejdsgiveren uopfordret – her fik 16 pct. af mændene deres nye arbejde mod 15 pct. af kvinderne.

Hver sjette beskæftigede jobsøger blev headhuntet
Ca. halvdelen af de 651.000 lønmodtagere, som i 2017 havde været ansat i op til 1 år i deres job, angav at have været i arbejde året forinden, mens 10 pct. kom fra arbejdsløshed og 39 pct. kom fra ”andet,” hvilket dækker over en lang række mindre grupper herunder værnepligtige, alderspensionister, førtidspensionister, efterlønnere, langtidssygemeldte m.fl. 

De allerede beskæftigede jobsøgende blev oftere headhuntet af en ny arbejdsgiver, end de arbejdsløse jobsøgende gjorde. Det var tilfældet for hver sjette beskæftigede jobsøger (17 pct.), mod knap hver tiende arbejdsløse (9 pct.).

De beskæftigede havde også mere held med at finde et job ved at svare på jobannoncer end de arbejdsløse, (31 pct. mod 25 pct.) og fik også oftere job via deres netværk (26 pct. mod 21 pct.). 

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU).

Anm: Svarkategorierne ”annoncerede selv” og ”praktikplads via seminarium” er udeladt grundet stikprøveusikkerhed. Oplysningerne om tidligere status er baseret på spørgsmålet ’Hvad betragtede du dig hovedsagligt som for et år siden?’

Ikke overraskende fandt de arbejdsløse oftere end de beskæftigede nyt job via kommunen, a-kassen eller jobcentre, (22 pct. mod 7 pct.) og fik også oftere deres nye job via vikarbureauer (5 pct. mod 3 pct.). Den mest gængse vej i arbejde for arbejdsløse var dog stadig at svare på annoncer (25 pct.).

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER