Lisa Kronborg Sørensen ny formand i spidsen for Venstre Jammerbugt

Lisa Kronborg Sørensen formand for Venstre Jammerbugt. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Lisa Kronborg Sørensen ny formand i spidsen for Venstre Jammerbugt

På repræsentantskabsmøde i Venstre Jammerbugt i starten af marts måned, blev der valgt ny formand for Kommuneforeningen. Morten Grønborg takkede af efter 9 år på posten og i stedet blev Lisa Kronborg Sørensen valgt som partiets formand i Jammerbugt Kommune. 

Lisa Kronborg Sørensen bor i Tranum, hvor hun er ansat til at drive DCU-Camping Tranum og sammen med sin mand driver hun også grillbaren Midtpunktet Tranum. En grillbar der gennem de seneste 4,5 år har udviklet sig fra en salgsvogn til en bygning og udover at tilbyde almindelig grillmad også kan hjælpe med mad til større arrangementer og levere friske sandwich til de mange vandrer på ruten Tranum-Fosdal, en vandrerute, der i øvrigt besøges af op mod 20.000 gæster årligt. 

Gennem de sidste mange år har Lisa været aktiv i flere foreninger, i Landsbyrådet og omkring lokale projekter i Tranum.

Lys i vinduer i by og på land

– Vi skal som kommune være endnu tættere på ildsjælene og borgerne i hele vores fantastiske område med alle landdistrikterne og centerbyerne. Jeg vil med min energi og erfaring gerne være med til at sætte endnu mere fokus på dette arbejde, fortæller Lisa Kronborg Sørensen til Jammerbugtposten.dk og fortsætter:

– Desto stærkere landdistrikter vi får i vores store turist-kommune, desto stærkere bliver vores centerbyer også. Den udvikling glæder jeg mig til at bidrage til med min nye post som formand for Venstre i Jammerbugt Kommune. 

Lisa Kronborg Sørensen er formand for Landsbyrådet i Tranum og deltager dermed også i arbejdet med den lokale udviklingsplan for området omkring Tranum. 

Lisa bor i Tranum sammen med sin mand og to børn på henholdsvis 15 og 17 år. Som formand for Kommuneforeningen vil Lisa også deltage på Venstres gruppemøder i kommunalbestyrelsen.

LÆS OGSÅ: Nyt tilbud i Jammerbugt: En klub for alle kunst- og kulturinteresserede